Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om:
Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde
━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━━
Vi har på denne plads de seneste uger argumenteret for, at forudsætningerne var til stede for solide kursstigninger på aktiemarkederne de næste måneder.
Siden starten af februar 2023 har aktiemarkederne i realiteten udviklet sig nogenlunde sidelæns (hvis man ser bort fra bankuroen), og der har altså været stor tvivl om retningen videre frem.
Markedets fokus har skiftet flere gange og svinget som et pendul fra den ene yderlighed til den anden: I nogle uger var det nervøsiteten for en dyb recession, der drev aktiemarkedet. I andre uger var det nervøsiteten for, at centralbankerne fortsatte med at øge de korte renter flere gange over resten af året. Det har været lidt af en slingrekurs.
På denne plads har vi de seneste uger argumenteret for, at vi nu godt kan få en periode med en goldilock-lignende situation, altså med moderat til lav økonomisk vækst, samtidig med at centralbankerne snart afslutter renteforhøjelserne for i stedet at kigge på fremtidige rentesænkninger. Det er godt for aktierne.
Dette billede er på det seneste befæstet, ikke mindst i den forgangne uge, hvor USA’s BNP-vækst for første kvartal skuffede en smule, men stadig er positiv. Det blev 1,1 pct. mod 2,0 pct. forventet. Billedet var det samme i Eurozonen, hvor BNP kom ud med 0,1 pct. mod forventet 0,2 pct. (og Tyskland minus 0,1 pct.).
Samtidig kom der inflationstal fra USA, som også var en blød mellemvare. PCE blev opjusteret for forrige måned, så sidste måneds priser i forhold til den opjusterede inflation dykkede en smule. Men det var altså med hiv og sving.
Samlet set er scenen altså fortsat sat for et goldilock-lignende scenarie, selvom der fortsat er indikationer på en ny økonomisk opbremsning. Men det har der været nu i næsten et år, så markedet er begyndt at ignorere det alvorlige recessionscenarie. Man kan da heller ikke komme uden om, at både den amerikanske og europæiske økonomi viser styrketegn, som muligvis understøttes af mere gang i hjulene i Kina.
Men hvorfor er aktiemarkederne så ikke for længst sprunget markant fremad? Det er der en rigtig god forklaring på: Nemlig at markedet har afventet Q1-regnskaberne, hvor der igen var nervøsitet for store negative overraskelser. Realiteten er dog, at efter der nu er kommet godt halvdelen af de amerikanske S&P 500-regnskaber, så er billedet meget positivt.
En vigtig del af forklaringen er, at virksomhederne fortsat har held med at vælte stigende omkostninger over på salgspriserne. Og så er der en anden vigtig drivkraft i spil: mange råvarepriser, energi og transport er faldet, og det har givet mulighed for at øge virksomhedernes dækningsbidrag, altså i mange tilfælde uden at øge salgspriserne mere.
267 af de 500 store selskaber i S&P 500 indeks har leveret regnskab for første kvartal, og 76 pct. af dem har overrasket positivt i forhold til analytikernes forventninger. Det er lidt mere end den historiske norm. Som vi skrev på denne plads for en uge siden, skal man se de bedre end forventede resultater i lyset af, at analytikere allerede havde nedjusteret deres forventningerne ret meget.
89 pct. af tech-selskaberne har overrasket positivt, 84 pct. af healthcare selskaberne og 82 pct. af industriselskaberne. Den store negative overraskelse er finans, hvor kun 62 pct. har overrasket positivt, og ejendomsselskaberne har direkte storskuffet. I den kommende udgave af ØU Formue leverer vi en status på de europæiske Stoxx600-selskaber, som nu også er godt inde i regnskabssæsonen.
Med andre ord er vi nu så langt inde i regnskabssæsonen, at det er rimeligt at konkludere, at der ikke kommer de store negative ulykker. Samtidig har vi set, at de amerikanske regionalbank-aktier de seneste handelsdage er kommet rigtigt godt tilbage efter en nedtur i starten af ugen.
Vi ser det som, at de sidste stopklodser nu er fjernet for et aktierally herfra. I hvert fald som billedet ser ud lige nu. Aktiemarkedet har da også de seneste dage lagt an til et nyt positivt momentum, hvor både industri, transport og tech er kørt flot fremad.
For de europæiske aktier er det tekniske billede nu meget positivt, ikke mindst efter en positiv fredag, hvor den tyske DAX Future sluttede i årets højeste, men også i tæt på toppen tilbage fra januar 2022. Fortsatte stigninger herfra vil kunne udløse et meget, meget stærkt aktierally, da vi nu også står foran en stribe toppunkter tilbage fra efteråret 2021. Kommer der brud af disse toppe, er der åbnet for en flodbølge af tekniske købssignaler, som i sig selv vil drive markedet opad.
Vi siger ikke, at man skal smide al forsigtighed over bord. Men vi siger, at billedet lige nu er ekstremt positivt. Ja, der er fortsat risiko for en dyb recession til efteråret. Men det er ikke det vi ser nu.
Morten W. Langer