Lav indtjeningsvækst holder DSV tilbage
Udviklingen i årets første to kvartaler er helt i overensstemmelse med DSV’s egne forventninger om at tage markedsandele, og dermed opnå en højere vækst end markedsvæksten. Men væksten på toplinjen modsvares af lavere fortjeneste pr. forsendelse, og det er baggrunden for, at man fastholder forventningen om en meget beskeden vækst i indtjeningen i 2014. Bruttofortjenesten forventes således at ligge i intervallet 10.100-10.500 mio. kr. (2013: 10.005 mio. kr.) og det primære driftsresultat i intervallet 2.550- 2.700 mio. kr. (2.552 mio. kr.)
Reelt betød præciseringen af det forventede primære driftsresultat altså kun, at man nu ikke længere kalkulerer med en mulig tilbagegang på indtjeningen i 2014, men man holder stadig muligheden åben for stagnation på helårsbasis.










