Landets største industrigruppe, A.P. Møller – Mærsk, var for ti år siden endnu prügelknabe blandt de store børsnoterede selskaber, på grund af en mangelfuld informationskvalitet, både regnskabsmæssigt og med hensyn til investor relations-indsatsen. Efter entré af Niels Smedegaard Andersen fra Carlsberg som ny CEO, Michael Pram Rasmussen som formand og øget behov for at hente ekstern kapital ved salg af erhvervsobligationer, har piben fået en anden lyd. IR-chef Henrik Lund, tidligere aktieanalytiker i Danske Bank og Carnegie, har stået i spidsen for den praktiske udførelse, og de øgede bestræbelser kunne forleden krones med Finansforeningens Regnskabspris. Formanden for Finansforeningens Regnskabsudvalg, Niels Granholm-Leth, noterer sig, at det er første gang, A.P. Møller – Mærsk hædres med Informationsprisen.
Meget tyder dog på, at APM kun er på vej mod en endnu bedre informationskvalitet. Henrik Lund siger til Økonomisk Ugebrev, at ”vi er i gang med en proces, som ikke er afsluttet. Men hvilke informationer, vi justerer på, og hvornår det sker, kan jeg ikke sige noget om. Meget afhænger af, om vi kan se, at analytikerne på nogle konkrete felter går galt i byen, så de har brug for bedre information. Det er en løbende proces.”