Bestyrelserne for 1.100 erhvervsdrivende fonde skal nu i gang med at forholde sig til anbefalinger om god selskabsledelse, og om hvordan de vil kommunikere med omverdenen om, hvordan bestyrelserne arbejder. Komiteen for God Fondsledelse har netop udsendt udkast til de kommende anbefalinger for erhvervsfonde, som bygger på forslag fra det tidligere Erhvervsfondsudvalg. Læs også herom i dette tema om God Fondsledelse side 11-16, hvor der også er artikler om bestyrelsesaflønningen i de 100 største fonde og om best practice-cases.
Økonomisk Ugebrev har opstillet ti målepunkter for fondenes gode selskabsledelse, hovedsageligt på grundlag af det foreliggende udkast, som nu er sendt i høring. Med de ti målepunkter har vi udarbejdet en Rating for God Fondsledelse i 100 erhvervsdrivende fonde. Konklusionen er opsigtsvækkende: Undersøgelsen, som fremover vil blive gentaget hvert år, viser, at det står grelt til med fondenes oplyste selskabsledelse.