Analyse: Målet for bestyrelsesformænd, herunder topledelser og bestyrelser i børsnoterede selskaber, bliver i stigende grad at fremlokke overtagelsestilbud på deres virksomheder – hvis man da skal dømme ud fra de signaler, der aktuelt kommer fra topchefer og bestyrelsesformænd. TDC-chef Carsten Dilling antydede for et par uger siden, at TDC kunne blive opkøbsmål. I december sagde Bang & Olufsens bestyrelsesformand Ole Andersen, at et salg af virksomheden ikke er udelukket.
I det seneste 15 år er store danske virksomheder blevet solgt på stribe, og i efteråret 2014 føjedes endnu en kendt dansk virksomhed, Cheminova, til listen. For nogle topledelser er et overtagelsestilbud udefra tilsyneladende blevet en slags endegyldigt bevis på deres kompetence og aktionærvenlige indstilling.
Selv om magten og ejerskabet i en stor del af de største danske selskaber ligger fast, så har for eksempel ISS, Pandora, Vestas, TDC, Genmab, DSV og GN Store Nord en aktionærmasse, der vil kunne overbevises af et attraktivt overtagelsestilbud.
Men der er faktisk, som det vil fremgå at denne analyse, nogle iøjnefaldende danske eksempler på, at nogle bestyrelser og topledelser har fået eller kunne have fået nok så meget ud af selv at skabe værdier. Rent bortset fra, at også det danske samfund formentlig havde nydt fordel af, at hovedsæderne for vidensintensive virksomheder med globalt potentiale som Danisco, Radiometer og Thrane & Thrane var blevet i Danmark.