Mens danske institutionelle investorer forbereder sig på at følge de nye anbefalinger om at være mere aktive ejere, er det aktive ejerskab i USA gået ind i en ny fase. Amerikanske institutionelle investorer presser i disse uger hinanden til at være mere aktive og ansvarlige ejere, når de stemmer på det stigende antal ”shareholder resolutions” om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG), skriver direktør Erik Alhøj fra Engagement International i denne kommentar.
Når Blackrock afholder generalforsamling i New York den 25. maj, skal aktionærerne tage stilling til et aktionærforslag om at verdens største kapitalforvalter udnytter sin meget betydelige indflydelse og følger sin egen politik ved at stemme imod eksorbitante lønpakker til børsnoterede selskabers topledelser, som har en dårlig finansiel performance. Sidste år blev et tilsvarende forslag bl.a. støttet af Calpers, en af USA’s største pensionskasser, efter at det kom frem, at Blackrock havde støttet 99 procent af alle lønpakker i amerikanske selskaber. Men selv om Blackrock i de senere år har oprustet signifikant på ESG området, anbefaler ledelsen at stemme imod forslaget. De foretrækker at gå i engagementdialog med selskabernes ledelse fremfor at stemme imod dem på generalforsamlingen. En anden af USA’s største kapitalforvaltere, Vanguard, har derimod bøjet sig for pres fra aktionæ-rerne allerede inden generalforsamlingen og lovet at stemme mere aktivt på aktionærforslag, som omhandler klima, miljø og sociale forhold, hvor man hidtil har stemt imod eller undladt at stemme. JPMorgan Chase, en anden kapitalforvalter i den globale superliga, har også forud for generalforsamlingen bebudet en opstramning af stemmepolitikken. Dette til trods for at bankens topchef Jamie Dimon har været stærkt kritisk i forhold til det stigende antal aktionærforslag om ESG og ”selv-servicerende aktionærer og specielle interessegrupper som kidnapper generalforsamlinger og gør dem til komplette farcer”, som han har formuleret det.
Men nu har JPMorgan Chase offentligt ytret forståelse for, at ”miljøpolitik kan have en langsigtet indvirkning på virksomhedernes finansielle performance”, og banken vil derfor ikke som hidtil kun fokusere på G for corporate governance, men også på E og S for miljømæssige og sociale forhold. Der kan dog være en modreaktion fra de amerikanske myndigheder på vej. Staten Texas foreslår således med ” Texas House Bill 2382 ” at gøre livet surt for, hvad de kalder ”aktivistaktionærer” ved at kræve myriader af information fra alle involverede, før et aktionærforslag kan sættes til afstemning på generalforsamlinger for virksomheder hjemmehørende i staten. Samtidig forventer mange, at en ny ledelse af børsmyndigheden SEC, udpeget af Trump-regeringen, vil trække i samme retning.
Hele artiklen blev udgivet i Økonomisk Ugebrev Ledelse nr. 08/2017.
- Er du abonnent kan du tilgå udgivelsen og læse hele artiklen. (Hent adgangskode)
- Er du ikke abonnent kan du prøve 3 uger gratis nedenfor, hvorefter du får adgang til hele udgivelsen.