Økonomisk Ugebrev Ledelse udbyder i samarbejde med Bech-Bruun og Deloitte i foråret 2015 sæson 2 af Bestyrelsesskolen, hvor sæson 1 blev gennemført i efteråret 2014 med 120 deltagere. Advokat Ole Borch fra Bech-Bruun skriver her om de positive erfaringer fra sæson 1, som vil blive taget med til sæson 2, hvor der igen vil blive lagt vægt på praktisk bestyrelsesarbejde – og ikke formalisme – i mindre og mellemstore virksomheder, herunder relationer mellem ejerleder og bestyrelse. Bestyrelsesuddannelsen er modsat de fleste andre kurser rettet mod nye eller relativt uerfarne bestyrelsesmedlemmer, som gerne vil have et grundkursus.
Der pågår en spændende og positiv udvikling indenfor bestyrelsesarbejde i Danmark. Bestyrelsesarbejde med vægt på ordet arbejde, er nu ikke længere forbeholdt de store virksomheder. Bestyrelsesarbejde i små og mellemstore virksomheder tages mere og mere seriøst. Det betyder, at der stilles øgede krav til bestyrelsesmedlemmer – men det betyder også, at man tilbyder bestyrelsesmedlemmer bedre økonomiske vilkår. Tingene følges ad. Parallelt hermed viser statistikkerne, at der kommer stadigt flere yngre personer i bestyrelserne.
Bestyrelsesarbejde er altså ikke længere først og fremmest ”det grå guld”, men i en hastigt stigende trend yngre personer, der selv er erhvervsaktive. Det er i det hele en god udvikling. Når en bestyrelse skal forholde sig til en direktionsstrategi, er det jo oplagt en fordel, at bestyrelsen ikke ligger generationer fra direktionen og tænkeligt også kundeunderlaget. Verden bliver mere og mere digital – og derfor er der behov for også bestyrelser, der tænker digitalt – ikke analogt.
Men selv den flotteste medalje har også en bagside. ”Det grå guld” var ofte personer, der allerede da de startede som bestyrelsesmedlemmer, havde erfaring fra bestyrelseslokaler. Typisk først som direktion. Nu ses det fortsat oftere og oftere, at der kommer relativt eller til tider endda helt uerfarne nye medlemmer ind i bestyrelser. Dette samtidig med, at forventningerne til det ansvar, en bestyrelse påtager sig, må siges at være stigende. Her tænkes ikke isoleret på risikoen for et personligt og juridisk ansvar i form af erstatningsansvar eller strafansvar. Her tænkes også mere bredt på ansvaret for, at de beslutninger, der træffes kommercielt, er på et højt niveau. Konkurrencen er hård.
Disse forhold har været betydende for, at der over de seneste år er udviklet et udbud af bestyrelsesuddannelser. Herunder som et af de seneste skud på stammen, Bestyrelsesskolen som Økonomisk Ugebrev sammen med Deloitte Revisionsfirma og Bech-Bruun Advokatfirma satte i søen i 2014. Baggrunden for Bestyrelsesskolen var, at Økonomisk Ugebrev/Nyhedsbrev for Bestyrelser, Deloitte og Bech-Bruun var enige om, at der i det danske marked for bestyrelsesuddannelser manglede en ”grunduddannelse”. Det var vores fælles opfattelse, at de øvrige uddannelser i al væsentlighed havde som deres mål at videreudvikle og videreuddanne bestyrelsesmedlemmer og med et fokus på store selskaber. Til forskel herfra er Bestyrelsesskolen en ”grundskole”, hvor personer med interesse for og enten uden erfaring eller med relativ lidt erfaring kan blive uddannet i, hvad det overhovedet vil sige at sidde i en bestyrelse. Hvem stiller hvilke krav? Hvad skal man kunne? Hvad skal man kende? Bedømt på tilslutningen i 2014 synes vores vurdering at være rigtig. Vi udbød 120 pladser med 60 i Århus og 60 i København, og vi fik – endda relativt hurtigt – udsolgt.
Bestyrelsesskolen 2015 bygger på kurset fra 2014 og de erfaringer, vi gjorde os i den forbindelse. Bestyrelsesskolen tager sit afsæt i bestyrelsesarbejdet i små og mellemstore (ejerledede) virksomheder – altså den type virksomheder, der er flest af i Danmark. Bestyrelsesskolen er også velegnet for (medarbejdervalgte) bestyrelsesmedlemmer i større selskaber – for selve regelsættet er jo det samme. Bestyrelsesskolen gennemgår over tre moduler á fire timer et forløb over et helt år. Fra spørgsmålet om indtræden, over stillingtagen til perioderesultater; beslutninger om strategi; vedtagelse af budget til udarbejdelse af årsrapport. Underviserne på Bestyrelsesskolen er fra Deloitte Jesper Jørgensen og Jacob Nørmark. Fra Bech-Bruun Ole Borch og Niels Kornerup. Fra Økonomisk Ugebrev Morten W. Langer.
Yderligere info om Bestyrelsesskolen – samt tilmelding – kan findes her.