Kommentaren bringes i fredagens udgave af Økonomisk Ugebrev Ledelse:
Kommentar: På Økonomisk Ugebrev har vi gennem det seneste år forsøgt på at finde ud af, hvad det egentlig er, at koncernchef Michael Rasmussen har gang i. Efter den seneste udmeldte plan om en børsnotering og markant forhøjede bidragssatser begynder vi at se konturerne til et samlet billede:
For det første synes det være meget klart, at bankmanden Michael Rasmussen (tidligere Nordea) gerne vil opbygge en stor landsdækkende bank for private og erhverv. Det vil kræve ekstra kapital. Heri indgår sikkert, at han ønsker kapital i baghånden til at overtage banker i Jylland, når konsolideringsspillet i banksektoren for alvor går i gang. Men hvad synes de samarbejdende 60 banker i Totalkredit-samarbejdet om Nykredits ekspansive bankplaner? De er næppe begejstrede.
For det andet vil låntagerne i Nykredit/Totalkredit næppe synes, at de skal betale for, at Michael Rasmussen vil ekspandere sin bank, hvor realkreditlånerne betaler gildet. Låntagerne vil sikkert helst have billige realkreditlån. Og ledelsen store ekspansionsdrømme ville de sikkert stemme i mod, hvis de reelt havde muligheden. Så bankhistorien vil næppe være god til at forklare ekspansionsplanerne.
For det tredje er det meget muligt, at Michael Rasmussen lige pludselig har fået travlt med en børsnotering, fordi han kan nu se, at medlemmerne af Foreningen Nykredit begynder at kræve deres ret. Nykredit har fortsat en masse oldnordiske barrikader oppe, som hæmmer foreningsdemokratiet. Men de vil falde de kommende år. Og kritiske Nykredit-Totalkredit medlemmer organiseret gennem foreningen Consum.dk ventes snart at indtage de første pladser i repræsentantskabet. Michael Rasmussen har kunnet se, hvordan det er gået i Tryghedsgruppen, som ejer Tryg Forsikring.
Kritiske medlemmer har over årene tiltaget sig betydelig indflydelse, som for nylig har medført et historisk opgør med den faste klike. En tilsvarende udvikling i Nykredit kan Michael Rasmussen stikke en kæp i hjulet for, ved at få aktionærer ind i ejerkredsen via en børsnotering. For hvis det ikke var formålet, kunne Nykredit med få måneders varsel sælge hybrid kernekapital, som vægter på samme måde som egenkapital i hovedparten af kapitalkravene – i stedet for at sælge aktier.
Hvis de tre antagelser holder stik, er det meget lettere at forstå, hvorfor Nykredit og Michael Rasmussen har været ekstremt tillukket om, hvad han egentlig har gang i. Ikke fordi det på nogen måde retfærdiggør lukketheden. Tværtimod.
Fordi meget tyder på, at topledelsens ”våde drømme” om at bygge en ny dansk storbank antageligt mest bunder i personlige ambitioner, mere end hensynet til Foreningen Nykredits medlemmer, som er de ultimative ejere. Med en børsnotering kan han blive en del af det finansielle establishment, hvor internationale investorer sætter dagsordenen i selskabet, og hvor aflønning og aktieoptioner til topledelsen ikke kan undgår at blive ekstremt meget mere attraktiv end i dag.
Vi har bemærket, at Michael Rasmussen på Nykredits facebook oplyser, at regnestykket over kapitalforholdene er hemmelige og fortrolig information. Da udregning af kapitalkrav næsten udelukkende r baseret på offentlig information virker argumentet ikke overbevisende. Kun en stor strategisk ekspansion i banken kunne være ”en virksomhedsfølsom” oplysning. Men bør medlemmer og repræsentantskab ikke have denne oplysning, så de kan være med til at sætte det fremtidige spor for koncernen.
https://www.facebook.com/nykredit/posts/962834227105124
Vi har ikke nået at få det fulde referat fra det besøg, Folketingets Erhvervsudvalg aflagte hos Nykredits topchef fredag. men vi vil håbe, at de har påpeget overfor Michael Rasmussen at Nationalbanken i publikationen Finans Stabilitet 2. halvår kårer Nykredit til at være det mest kapital solide af de danske systemiske institutter. Så hvis EU eller de danske myndigheder kommer med ekstremt nye hårde kapital, modsat forventningen, er det ikke kun Nykredit, der får problemer. Desuden vild e danske politikere selvfølgelig have syn for, hvad der er fornuftigt for dansk realkredit at stille af kapitalkrav.
På den korte bane er bundlinjen, at Nykredit måske er i gang med selv at løse problemet med behovet for den ekstra kapital. For hvis den forventede flodbølge af kundeskift fra totalkredit til de andre institutter faktisk sker, så vil udlånet i Nykredit/ Totalkredit falde, og så vil det samlede risikoeksponering – og kapitalkravet – også alt andet lige falde.
Så Michael Rasmussen er måske godt i gang med selv at løse sit problem.
