Bestyrelser, hvor der altid er bred enighed om næsten alt, er ikke gode bestyrelser. En bestyrelse, hvor der næsten aldrig er debat, er ofte en inaktiv, passiv eller uengageret bestyrelse – med andre ord en ineffektiv bestyrelse, hedder det i en gennemgang i det anerkendte tidsskrift Corporate Board.
I artiklen påpeges det dog også, at egentlige slagsmål eller konflikter i bestyrelsen kan være destruktive, nyttesløse og misforståede – og i sidste ende betyde, at bestyrelsen ikke kan varetage sin opgaver ordentligt. Ifølge en undersøgelse har 30 % af de adspurgte bestyrelsesmedlemmer oplevet konflikter i bestyrelsen, som kunne have påvirket selskabets overlevelse, og 64 % af dem oplyser at der har været tale om personkonflikter.
I disse tilfælde har bestyrelsen brug for træning i at debattere, og hvordan man gennem en saglig diskussion kommer frem til fælles løsninger. Ifølge Corporate Board er det nødvendigt med disse debatter, fordi god beslutningstagning normalt er baseret på, at alle synspunkter og al information har været oppe og vende, og uden debat træffes ofte ikke de rigtige beslutninger, hvorved hensynet til selskabet og aktionærerne ikke iagttages. Men det skal altså ske på ”den rigtige måde.”