ISS’ topchef Jeff Gravenhorsts faste løn steg sidste år til 8,2 mio. kr. mod 7,9 mio. kr. året før, altså en stigning på ca. 4 %. Men den samlede aflønning steg fra 12,9 mio. kr. til 23,3 mio. kr. Baggrunden for den betydelige stigning er dels en børsnoteringsbonus på 8,8 mio. kr. og dels en samlet bonus og aktievederlag på 8,2 mio. kr. hvilket var 3 mio. kr. højere end året før. Men har Jeff Gravenhorst gjort sig fortjent til den variable løndel på ekstra 8,2 mio. kr.? Det redegøres der ikke helt klart for i årsrapporten.
Men det kan konstateres, at den justerede EBITDA fra ISS dykkede fra 5,1 mia. kr. til 4,9 mia. kr. (blandt andet på grund af frasalg). Cash flow fra driften faldt fra 3,7 mia. kr. til 3,2 mia. kr. Den organiske vækst var lavere end året før, og overskudsgraden steg fra 5,5 % til 5,6 %, som dog har været minimum de foregående tre år før 2013.
ISS–aktien har ikke performet bedre end peer group selskaber som Sodexo, Securitas, G4S og Compass, og i visse tilfælde har ISS-aktien performet ringere. I vederlagsrapporten oplyses nogle overordnede målepunkter som eksempelvis udvikling i overskud pr. aktie og aktionærafkast i forhold til danske børsnoterede selskaber og internationale servicekoncerner. Men der oplyses ikke noget konkret.
Eksemplet med ISS, som på ingen måde er enestående, skal blot illustrere, at det ofte er vanskeligt for aktionærerne at gennemskue, hvorfor en topledelse får bonus og performance shares, eller hvorfor den ikke får det, hvilket nu er mere sjældent.