Mens landets store pensionsforvaltere bliver bedre og bedre – og stadig mere åbne – omkring, hvordan de investerer danskernes pensionsopsparing, med fokus på CSR, ansvarlighed og selskabsledelse, kniber det fortsat meget alvorligt med deres egen interne selskabsledelse.
I dette tema om ”Selskabsledelse i Pensionssektoren 2015” bringer vi for første gang en rating af de ti største pensionsforvalteres interne selskabsledelse, med fokus på ti konkrete målepunkter. Eksempelvis PKA og Sampension er langt fremme omkring aktivt ejerskab og ansvarlighed i deres investeringsproces, men ingen af de to pensionskasser fortæller meget om deres interne selskabsledelse.
Dette års tema er det første i rækken af årlige temaanalyser af selskabsledelsen i den danske pensionssektor, og næste år vil analysen omfattet 25 pensionsforvaltere, herunder ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond.