Det er en almindelig antagelse, at de fleste virksomhedsledere rammer forkert, når de skal tage beslutninger, der har stor betydning for virksomheden på både kort og langt sigt. Ofte bliver beslutningerne i realiteten mere kortsigtede, end godt er. Også selv om topchefen udmærket er klar over denne utilsig- tede skævhed. I Økonomisk Ugebrev Ledelse (06/2015) beskrev vi tre psykologiske mekanismer, der trækker i retning af at handle for kortsigtet. En ny artikel fra amerikanske forskere vender det anderledes og ser på tre strukturer i nutiden – i de normer, der har etableret sig i og omkring erhvervslivet efter finanskrisen, som favoriserer det korte sigte.
