A.P. Møller–Mærsk har det seneste år reduceret deres samlede scope 1, 2 og 3 CO2-aftryk med 4 pct. Rederigiganten har dermed taget det første lille skridt mod det ambitiøse mål om CO2-neutralitet i 2040. Men historien skræmmer: De seneste ti år har Mærsk ikke formået at reducere sine direkte CO2-udledninger, det såkaldte scope 1 aftryk. Historikken for det samlede klimaaftryk er heller ikke særlig imponerende. Siden 2020 er Mærsks samlede CO2-aftryk steget med 12 pct., skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne gennemgang af den danske rederigigants klimahistorie.
Ifølge A.P. Møller – Mærsks nye bæredygtighedsrapport havde rederigiganten i 2023 et samlet scope 1, 2 og 3 aftryk på 79,5 mio. ton CO2 mod 83 mio. ton i 2022, altså en reduktion på 4 pct. det seneste år.
Reduktionen sker dog på en lidt kedelig baggrund. I lighed med tidligere år har Mærsk nemlig igen i år opjusteret sit klimaaftryk bagudrettet i historien. I sidste års bæredygtighedsrapport angives 2022-aftrykket til 78 mio. ton CO2, altså lavere end 2023-aftrykket på 79,5 mio. ton. Når rederigiganten alligevel nu kan notere en reduktion fra 2022 til 2023 skyldes det, at udledningstallet for 2022 opjusteres med fem mio. ton CO2 i den nyligt offentliggjorte 2023-rapport. Mærsk har således udledt langt mere CO2 i 2022 end først antaget, hvilket vanskeligt kan betragtes som en god nyhed. Sammenlignes udledningsdata for 2023 med 2020, hvor rederigigantens samlede CO2-aftryk var på 71 mio. ton, så er udledninger steget med 12 pct. på tre år.
Da Mærsk først offentliggør data for selskabets samlede CO2-udledninger, herunder scope 3 aftryk fra leverandørkæden, i 2020, er det umuligt at sige noget om, hvordan koncernens samlede klimaaftryk har udviklet sig over en længere årrække.
De direkte udledninger, det såkaldte scope 1 aftryk, har Mærsk beregnet og offentliggjort i en længere årrække. Modsat mange andre selskaber, hvor scope 1 kun udgør nogle få procent af det samlede klimaaftryk, udgør de direkte udledninger en væsentlig post i Mærsks klimaregnskab. Eksempelvis udgjorde rederigigantens scope 1 aftryk i 2023 34 mio. ton CO2, altså 40 pct. af det samlede aftryk.
Mærsks direkte CO2-udledninger er ikke faldet de seneste ti år. I 2013 var scope 1 aftrykket på 33,5 mio. ton CO2, altså en halv million ton mindre end i 2023. Går man tilbage til 2009, som er året, hvor Mærsk præsenterer sit første klimamål, er scope 1 aftrykket blot faldet med 15 pct.
I lyset af, at Mærsk har ambition om at reducere sit scope 1 aftryk med 35 pct. i 2030 og være fuldstændig (scope 1, 2 og 3) CO2-neutral i 2040, er de historiske klimaresultater umiddelbart ikke særligt prangende.
Økonomisk Ugebrev har spurgt Mærsk, hvorvidt selskabet er tilfreds med de klimaresultater, det har opnået siden lanceringen af selskabets første klimamål i 2009, samt hvordan Mærsk har tænkt sig at reducere sit scope 1 aftryk med 35 pct. i 2030.
Mærsk har ikke ønsket at svare på det første spørgsmål og henviser i forbindelse med det andet til de klimaplaner, der indgår i selskabets bæredygtighedsrapport. Disse planer indbefatter blandt andet indkøb og søsætning af containerskibe, der kan sejle på grøn metanol – foreløbig er ét skib i drift og 24 mere i ordrebogen, ud af den omkring 700-skibe store flåde.
Økonomisk Ugebrev har også spurgt til hvilke konsekvenser og aktive handlinger selskabet forventer, hvis 2030-reduktionsmålet ikke indfries. Her tænkes på, hvorvidt Mærsk forventer et betydeligt fald i eksempelvis indtjening på grund af ændringer i forretningen eller fald i aktiekurs i tilfælde af, klimamålet ikke nås – altså om missede klimaambitioner forventes at have negative økonomiske konsekvenser, eller om der vil være tale om en gratis omgang.
Økonomisk Ugebrev har også bedt om en kommentar til den bagudrettede opjustering af selskabets klimaaftryk. Mærsk har ikke ønsket at besvare vores spørgsmål vedrørende mulige negative konsekvenser af missede klimamål. I forhold til den bagudrettede opjustering af klimaaftrykket har Mærsks presseafdeling sendt os en kommentar.
Læs hele artiklen inkl. kommentaren fra Mærsks presseafdeling her.
Claus Strue Frederiksen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her