Alm. Brands 2. kvartalsregnskab gav ikke det endelige bevis for, at ledelsen får succes med integrationen af opkøbte Codan. Der blev høstet flere synergier end forventet de første to måneder efter den formelle sammenlægning, men nu kommer den svære del med bl.a. it-systemer.
Vi har tidligere skrevet, at Alm. Brand-aktien potentielt stod til en fordobling, hvis ledelsen formår at udnytte alle synergier og opnå de samme stordriftsfordele som de to store danske hovedkonkurrenter. Men 2. kvartal leverede ikke det endelige bevis på, at fusionen bliver en succes.
Og det var nok heller ikke forventet af analytikerne, da den formelle sammenlægning først skete i maj efter den endelige godkendelse fra konkurrencemyndighederne.
Med andre ord beregner analytikerne sig fortsat en betydelig risikopræmie ved værdiansættelsen af Alm. Brand-aktien, der efter aflæggelsen af 2. kvartalsregnskabet er haltet kursmæssigt efter Tryg og Topdanmark.
Kursudviklingen afspejler en fortsat stor usikkerhed om, hvorvidt Alm. Brand kan levere varen under de næste års omfattende sammenlægning og fornyelse af it-systemer, produkter, salgsorganisation og skadeshåndteringen.
Umiddelbart blev der i 2. kvartal leveret en forsmag på, hvad der kan ligge forude. Nemlig synergigevinster, som er større end forventet. Men til gengæld betyder den fremrykkede fusionsproces også større omkostninger end tidligere forventet. ”De første synergier er realiseret umiddelbart i forlængelse af overtagelsen af Codan, og der er i 2. kvartal 2022 gennemført en væsentlig reduktion af antallet af medarbejdere i en række stabsfunktioner samt realisering af stordriftsfordele i skadesservice, som vil give synergigevinster på 110 mio. kr. med regnskabsmæssig effekt i indeværende år. Den årlige effekt af de realiserede synergier vil være en gevinst på 200 mio. kr.”, siger CEO Rasmus Werner Nielsen.
Ledelsen oplyser også, at restruktureringsomkostninger til realisering af synergier samt integration af Codan forventes at beløbe sig til 350 mio. kr. i indeværende år. De øgede omkostninger kan være forklaringen på, at analytikerne ikke belønnede Alm. Brand-aktien efter regnskabet.
Men det kan også skyldes, at den vanskelige del af fusionsprocessen først starter nu, efter at de allerlavest hængende frugter er høstet. Meget tyder på, at den svære del af integrationen bliver sammenlægning af it-systemer, som er en kæmpe opgave. Det er også derfor, at fusionsprocessen ses strække sig frem til udgangen af 2025.
Ved halvåret blev årsforventningen til koncernresultatet opjusteret kraftigt, især fordi Codan nu indgår i det samlede årsresultat fra og med maj. Forventningen til det forsikringstekniske resultat opjusteres til 950-1050 mio. kr. før skat mod tidligere 650-700 mio. kr. Det dækker over en forøgelse af forventningen til resultatet i Alm. Brand Forsikring med 100 mio. kr. til 750-800 mio. kr. samt resultatbidrag fra Codan på 225 mio. kr., heri inkluderet forventede synergigevinster på 110 mio. kr. Alm. Brand Group formulerede i forbindelse med købet af Codan en målsætning om en tredobling af resultat før skat i forhold til den oprindelige guidance for 2021 på 600-650 mio. kr. Den målsætning kan efter frasalget af Alm. Brand Liv og Pension oversættes til, at Alm. Brand Group sigter mod et resultat før skat på 1,7–1,8 mia. kr. i 2025, oplyses det i regnskabet.
Morten W. Langer
Aktuel kurs 10,83
Kursmål (6 mdr.) 11,20
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her