Fra Morgan Stanley bearbejdet til dansk:
Nogle meget kloge investorer fokuserer på at finde, finansiere og skalere virksomheder, der virkelig kan gøre en forskel for klimaet.
Den gode nyhed er, at der er en bølge af innovation inden for klimaløsninger – for eksempel at omdanne fiskeskæl til plastalternativer, opfange kulstof fra luften, nedsænke servere i væske for at afkøle dem eller genredigere bananer, så de ikke bliver brune. Dette er blot nogle få eksempler på de mange løsninger, der fanger vores kollektive fantasi. Deres potentiale til at løse store klimaproblemer er yderst tiltrækkende.
Og alligevel er det værd at tage historien i betragtning.
Den seneste store bølge af investeringer i grøn teknologi og vedvarende energi, som begyndte i slutningen af 1990’erne og varede omkring et årti, er nu kendt som “Climate 1.0”. Det blev først en stor succes og derefter en fiasko.
Efter at have været vidne til nedturen i Climate 1.0 for cirka 15 år siden, så vi på tæt hold, hvordan mange dristige og lovende løsninger ikke overlevede mødet med virkeligheden i vækstkapitalens verden. Ved afslutningen af denne æra så vi mange forretningsmodeller, der ikke var fuldt udviklede, ikke havde tilstrækkelig kommerciel gennemslagskraft, var overhypede og rejste kapital til urealistiske værdiansættelser eller ikke kunne skaffe yderligere finansiering og til sidst gik konkurs.
Herefter fulgte en lang periode i 2010’erne, kendt som “klimavinteren”.
I denne tid holdt vi fast i vores tro på, at klimainvesteringer var, hvis noget, endnu vigtigere, når kapital var knap. Vi formåede at investere i nogle meget stærke klimavirksomheder, som resulterede i nogle enestående exits. Det er kun en lille trøst at have ret, når man er i mindretal, men det var tilfredsstillende at se mainstream-investorer vende tilbage til klimaområdet i begyndelsen af 2020’erne.
Vi mener dog, at det kapitalniveau, der investeres i klimaet, slet ikke er tilstrækkeligt til at løse problemet. Der kræves i alt 7,3 billioner dollars i klimafinansiering årligt frem til 2050 for at opnå Net Zero, men finansieringen passerede kun 1 billion dollars for første gang i 2022. Denne tendens med, at investorer vender tilbage til klimainvesteringer, er meget positiv.
Men der synes at være en vis grad af glemsomhed, og de afgørende erfaringer fra Climate 1.0 bliver ignoreret eller glemt.
Her er de fem vigtige lærdomme, vi lærte fra Climate 1.0, som er værd at minde os selv om:
- Ingen videnskabsprojekter
Der er ingen mangel på meget overbevisende teknologi, der ser lovende ud i pilotfasen, men vejen til kommerciel skalering kan være fyldt med udfordringer. Det kan kræve, at man vender tilbage til tegnebrættet for at forfine teknologien, erstatte materialer, ændre fremstillingsprocessen eller omstrukturere forsyningskæden. Der er værdi i at støtte disse virksomheder, men de kræver tålmodig kapital, ideelt set fra en visionær aktør med en meget lang tidshorisont, såsom en offentlig institution eller en velgørende fond. Disse kan måske lykkes en dag, men ikke inden for tidsrammen for en kommerciel investor med en lukket fond.
Et eksempel fra historien er solceller. I 1990 kostede solpaneler omkring 8 dollars per watt. Forsøgene på at kommercialisere solcelle-teknologi havde ringe succes – prisen for at generere én watt var simpelthen for høj til at konkurrere med ikke-vedvarende alternativer. Men i 2010 var denne pris faldet med cirka 90 % til omkring 0,9 dollars per watt, og kommerciel og privat solenergi begyndte at vinde betydeligt indpas. Undervejs mistede adskillige investorer deres kapital i disse investeringer. Det betyder ikke, at solceller var en dårlig teknologi, men blot at det på det tidspunkt var en forkert investering for den type kommerciel kapital. - Venturekapital er ikke infrastrukturkapital
Vanskelige klimaproblemer kræver ofte løsninger, der er meget kapitalintensive. Mens en softwarevirksomhed ret let kan støttes med egenkapital hele vejen til rentabilitet, har de fleste sektorer med store emissionsudfordringer tendens til at være kapitalintensive. For eksempel kræver produktionen af almindelig cement langsigtede finansieringskilder til at dække kapitaludgifter på mellem 10 millioner euro for et cementpakkeri til flere hundrede millioner for en komplet produktionscyklus. At producere grøn cement, som ikke frigiver CO₂, ved hjælp af grøn brint og kulstoffangst fordobler omtrent produktionsomkostningerne. En virksomhed skal typisk skaffe finansiering til 3-4 anlæg for at nå kommerciel skala. Dette er en høj kapitaludgift for den nyere teknologi at få fodfæste og udkonkurrere den mere forurenende traditionelle cementteknologi. Climate 1.0 var fyldt med investeringer, der fejlede, fordi succesfulde investorer fra dotcom-æraen forsøgte at gentage deres equity-finansieringsstrategier i virksomheder, der krævede store mængder ikke-dilutiv finansiering (f.eks. gæld) for at nærme sig rentabilitet. Subsidier er ikke et solidt fundament
Grundlæggende økonomisk teori (Økonomi 101) fortæller os, at subsidier, told og skattefordele alle er former for forvridning af den sande økonomiske effekt. God investeringsanalyse bør fokusere på, om en virksomhed grundlæggende er konkurrencedygtig i en verden uden subsidier. Det er under sådanne forhold, at den reelle værdi af et produkt eller en tjeneste kan vurderes: Spar det penge, reducerer det produktionstiden, eller begrænser det mængden af ressourcer, der forbruges? Hvis virksomheden klarer sig godt på én eller flere af disse parametre, har den en berettigelse til langsigtet efterspørgsel, der ikke er afhængig af forvridende faktorer.
Selvom subsidier kan give en midlertidig fordel for en virksomhed, er det værd at huske, at de kan være ustabile. I 2012 reducerede den spanske regering eksempelvis kontroversielt subsidier til produktion af vedvarende energi uden forudgående varsel.
At investere med fokus på den reelle økonomiske værdi reducerer også graden af regulatorisk risiko og usikkerhed, der er forbundet med enhver investering. Tag for eksempel software til energieffektivitet: Vi mener, at vi ikke bør investere i sådanne virksomheder, fordi vi tror, at købere vil have brug for produktet for at overholde lovgivning om CO₂-aftryk. Vi investerer, fordi virksomhedens kunder kan se, at energibesparelser også betyder økonomiske besparelser
Kulstofpriser er endnu ikke en stabil indtægtskilde
Det er nødvendigt at have en klar beregning af CO₂-besparelser. Det er på den måde, man ved, om en virksomheds produkt eller service faktisk gør en forskel. Men man bør ikke regne med at kunne omsætte disse CO₂-besparelser til en stabil indtægtskilde. En virksomhed skal have stærke enhedsøkonomier, der kan stå alene uden afhængighed af ekstern støtte. Indkomst fra kulstofkreditter, når de kommer, kan give en ekstra fordel, men bør ikke være grundlaget for forretningen.
Vi venter stadig på et globalt kulstofmarked, som har været lovet siden Kyoto-protokollen. I dag findes der 36 emissionshandelssystemer (og yderligere 22 under udvikling eller konstruktion) med varierende størrelse, kvalitet og gennemsigtighed. Hvis man inkluderer kulstofskatter og statslige krediteringsmekanismer, stiger antallet af instrumenter til i alt 110. Priserne varierer meget – fra under $1 pr. ton til over $2.500 pr. ton for de højeste kvalitetskreditter. Men et ægte kommercielt kulstofmarked er stadig uden for rækkevidde.
Forbrugere kan være omskiftelige
Grønne brands kan have meget momentum – indtil de ikke længere har det. Selvom der er en langsigtet tendens til at forbruge på en mere bæredygtig måde, især blandt Millennials og Generation Z, mener vi, at et grønt løfte skal kombineres med andre værdipropositioner. Ellers risikerer virksomheder at blive ofre for midlertidige trends, som mange virksomheder under Climate 1.0 har vist.
Tag eksempelvis den nylige konkurs for Renewcell. Renewcell udviklede en teknologi til at omdanne tekstilaffald fra bomuld til cellulose, der kunne bruges til at fremstille nye tekstilfibre. Miljøforkæmpere og førende modebrands støttede oprindeligt virksomheden og håbede, at Renewcell kunne være en løsning på et betydeligt bæredygtighedsproblem.
Men det viste sig at være ressourcekrævende at skaffe råmaterialet (beklædning), hvilket førte til dyre metoder for sourcing. Samtidig var priserne på jomfruelige cellulosefibre lave på grund af markedsforholdene, netop som Renewcell begyndte at komme ind på markedet. Prisen på Circulose, Renewcells produkt, oversteg markedsrealiteten for jomfruelige produkter. Til sidst faldt Renewcell, som mange andre grønne virksomheder, for den udfordring, at forbrugere er villige til at betale en præmie for bæredygtighed – indtil de ikke længere er det.
- Fremtiden for klimainvestering
Det er afgørende at tiltrække eksponentielt mere kapital til klimaløsninger for at tackle klimakrisen. Men dette momentum risikerer at blive afbrudt, hvis vi glemmer lærdommene fra Climate 1.0. Verden har ikke råd til endnu en “klimavinter”, så det er vigtigt at holde fokus på både de kommercielle og miljømæssige aspekter af klimainvesteringer.
