NKT nærmer sig en position som en dominerende – måske snart den dominerende – spiller på det europæiske marked for højspændingskabler. Ordreindgangen ses at fortsætte i samme takt som tidligere, og den ses at stige mere end hos de store konkurrenter. Hertil kommer, at indtjeningsevnen i år hidtil har været bedre end konkurrenternes. Tredje kvartal har for alvor understreget NKT’s styrke i markedet, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
NKT med CEO Claes Westerlind har i tredje kvartal yderligere vundet terræn overfor rivalerne. Ganske diskret er Danmark ved at få endnu en vigtig spiller på markedet for grøn energi: I modsætning til de langt større virksomheder Ørsted og Vestas går det usædvanligt godt for NKT.
Koncernen er hastigt ved at etablere sig som en af de vigtigste leverandører af de højspændingskabler, der skal binde et nyt, mere grønt, energisystem sammen.
NKT’s kvartalsmeddelelse demonstrerer, at virksomheden vinder ind på de vigtigste konkurrenter på det europæiske marked for højspændingskabler. Netop NKT’s Solutionsdivision, der udgør størstedelen af NKT, og som producerer og installerer disse kabler, kan præstere vækstrater, som sætter mange såkaldte vækstvirksomheder til vægs. Det ville kun få have ventet af det gamle lidt træge NKT, som det så ud for fem eller ti år siden.
Ved alle de større udbud af projekter med højspændingskabler til energioverførsel over lange afstande eller til at forbinde for eksempel havvindparker dukker næsten tvangsmæssigt to navne nu op: Danske NKT og det langt større italienske Prysmian, hvis Project-division konkurrerer med NKT Solutions.
Målt på tre centrale parametre slår NKT ikke blot virksomhederne i mange andre tunge industrisektorer, men også konkurrenterne i sin egen vækstprægede del af markedet:
1) Væksten i omsætningen i Solutions-divisionen (som her gøres op i standard metalpriser) har i årets første ni måneder været 50 pct., og i tredje kvartal nåede den op på 62 pct. Her slår NKT endda den større konkurrent Prysmians Projects-division, der så nogenlunde kan sammenlignes med NKT Solutions, og som i årets første ni måneder præsterede en – også imponerende – vækst på 25 pct.
2) Evnen til at tjene penge på den stigende omsætning: NKT Solutions tjener flere penge på sin omsætning end Prysmian Projects gør. Claes Westerlind har netop i oktober opjusteret forventningen til årets operationelle EBIT-DA-driftsresultat for hele koncernen til 240-260 mio. euro mod tidligere 215-245 mio. euro – ikke mindst begrundet med udviklingen i Solutions. Målsætningen om et EBIT-DA-driftsresultat på 300 mio. euro i 2025 og på 550 mio. euro i 2028 synes indenfor rækkevidde.
3) Ordrebeholdningen boomer. NKT har markant øget sin backlog af faste ordrer på højspændingskabler og projekter til 11 mia. euro ved udgangen af september fra 4,7 mia. euro ved udgangen af 2022. Dermed ligger NKT – sådan som det fremgår af tredje kvartalsrapporter og -præsentationer – med en højere backlog end det store Prysmian, men synes fortsat at ligge lavere, når det gælder ordreintentioner og ikke faste ordrer.
NKT’s Backlog på 11 mia. euro forekommer imponerende i betragtning af, at en langt større virksomhed som Vestas gik ud af tredje kvartal med en backlog af vindmølleordrer på 22 mia. euro. NKT vurderer, at koncernen har fået tildelt cirka halvdelen af den samlede ordremængde på 14 mia. euro, der er tildelt i koncernens adressable market i de første tre kvartaler af 2023. Der er udsigt til, at der kan komme lige så mange opgaver på markedet til næste år.
Væksten er drevet af tre tendenser: Tendensen i retning af mere bæredygtighed fører til installation af blandt andet flere vindmøller på havet, og de skal forbindes med land. Tendensen til elektrificering gør, at større mængder el transporteres over længere afstande. Og digitalisering giver også behov for mere elektricitet.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.