Fra Nordea:
Trumps toldtrusler skaber uro på aktiemarkederne
• Geopolitiske spændinger sender guldprisen til nye højder
• Dollaren svækkes, mens skandinaviske valutaer styrkes
Sidste nyt fra de finansielle markeder
De finansielle markeder oplevede i sidste uge betydelig volatilitet, drevet af præsident Trumps trusler om nye toldsatser på europæiske lande og øgede geopolitiske spændinger omkring Iran. Hen over weekenden er der kommet yderligere usikkerhed efter Trumps trusler om 100% toldsatser på Canada, hvis landet indgår en handelsaftale med Kina. Tilsammen har denne usikkerhed resulteret i, at guldprisen er steget til nye rekordhøjder over $5.000 per ounce. Det svarer til en stigning på mere end 10% alene over den seneste uge.
I denne uge vil fokus først og fremmest være på onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank. Her vil styringsrenten med meget stor sandsynlighed blive fastholdt uændret på 3,75%, men der er til gengæld stor spænding omkring centralbankens udmeldinger om forventningerne til fremtiden – ikke mindst set i lyset af det store politiske pres, der lige nu er på, at centralbankens skal nedsætte renten yderligere.
Aktiemarkederne falder tilbage De globale aktiemarkeder trak lavere i sidste uge, hvor STOXX Europe 600 indekset faldt 1,0% mens det amerikanske S&P500 indeks samlet faldt med 0,4%. Kursfaldene skyldes primært kombinationen af geopolitisk uro og nervøsitet for nye toldbarrierer for den globale handel. Hen over natten er det japanske Nikkei225-indeks startet den nye uge med et faldt på mere end 2% efter tiltagende spekulationer om, at myndighederne vil begynde at intervenere på valutamarkedet for at bremse svækkelsen af den japanske yen. Endelig peger formarkederne for de europæiske aktiebørser på kursfald fra starten af mandagens handel.
Opadgående pres på rentemarkederne. De globale statsrenter viste stigende tendenser i sidste uge, hvor den 10-årige amerikanske statsrente steg med 5 basispunkter til 4,22%, mens den 2-årige statsrente steg med 3 basispunkter til 3,60%. Stigningerne kommer både som følge af frygten for højere inflations, og som konsekvens af det vedvarende politiske pres på især den amerikanske centralbanks uafhængighed. I Europa fulgte de tyske statsrenter med op, hvor den 10-årige statsrente steg med 6 basispunkter til 2,90%, Det var samtidig medvirkende til at løfte den 10-årige danske swaprente op omkring 3,10%, hvilket er tæt på årets højeste niveau.
Valutamarkederne præget af dollarssvækkelse: Set over hele sidste uge blev den amerikanske dollar svækket med mere end 2% over for danske kroner. Dermed starter USD/DKK den nye uge lige omkring 6,30. Til gengæld fortsatte styrkelsen af de skandinaviske valutaer, hvor den norske krone steg 1,6% til 0,647 mod danske kroner, mens den svenske krone avancerede 1,3% til 0,705. Endelig blev den japanske yen i fredags pludselig styrket kraftigt på spekulationer om, at myndighederne er begyndt at intervenere på markedet. De spekulationer har fået yderligere næring af premierminister Takaichis udtalelser om at regeringen ville tage “nødvendige skridt” mod spekulative markedsbevægelser.
Olieprisen fortsætter opad: Olieprisen fortsatte sin opadgående tendens sidste uge og steg 3,7% til $66,0 per tønde. Stigningen skyldtes primært de øgede geopolitiske spændinger omkring Iran, efter at præsident Trump truede med nye toldsatser på lande, der handler med Iran.





