I et stigende marked er det fristende at se sig om efter aktier, som markedseuforien har overset. Det er da også nemt at finde aktier, som ikke er fulgt markedet opad, men desværre er der i øjeblikket ikke tale om oversete aktier, og kun en af de tre “billige” aktier er attraktiv.
De tre lavest vurderede aktier p.t. målt på RSI14-styrketallet i intervallet 0-100 er i øjeblikket følgende:
Rella (27,8)
Nordjyske Bank (31,0)
Vestjysk Bank (38,0)
1) For Rellas vedkommende har det bagvedliggende selskab Aller Holding (Rella stavet bagfra) netop aflagt et meget skuffende regnskab med et underskud på driften på 60 mio. kr. Læs mere herom i det nyeste nummer af AktieUgebrevet nr. 04/2015. Kursen afspejler det negative indhold i regnskabsmeddelelsen, og er ikke en købsmulighed.
2) Nordjyske Bank er i gang med en overtagelse af Nørresundby Bank til en pris, som mange betragter som for høj. Som det kan læses i analysen af fusionen i AktieUgebrevet nr. 04/2015 vurderer vi dog, at Nordjyske Banks kursfald siden starten på fusionsforhandlingerne nu til fulde indregner købsprisen for Nørresundby Bank. Vi ser derfor Nordjyske Bank som et godt køb til den aktuelle kurs.
3) Vestjysk Bank nedjusterede i sidste uge forventningerne til årets resultat til et underskud på 150-200 mio. kr. som følge af landbrugets aktuelle problemer. Bankens direktør udtalte i den forbindelse, at nedskrivningen sætter banken et år tilbage i forhold til planerne. Det reagerer markedet på med et markant kursfald, som vi ikke mener gør aktien til et godt køb.
Er du ikke abonnent på Økonomisk Ugebrev Formue / AktieUgebrevet endnu, kan du tegne abonnement her










