Q3: Novo Nordisk har allerede sprængt sine strategiske mål for 2025. Men nu begynder slagsmålet om det globale marked for fedmeterapi for alvor. Novo Nordisk forbereder sig ved at skrue dramatisk op for investeringerne i produktion og forskning. Topchef Lars Fruergaard Jørgensen må i en ny strategi vejlede medarbejdere og omgivelser om nye strategiske mål, muligheder – og udfordringer, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
Novo Nordisks topchef Lars Fruergaard Jørgensen har to år før tiden mere end nået de kommercielle mål, han satte sig i 2019, og som ellers først skulle være nået i 2025.
Novo Nordisks globale markedsandel af diabetesmarkedet er i årets første tre måneder oppe på 33,3 pct. Dermed er det første af de kommercielle strategiske mål for 2025 nu indfriet. Salget af midler mod fedme er i de første ni måneder øget 174 pct. i faste valutaer til 30,4 mia. kr. Her er målsætningen for helårsomsætningen i 2025 på 25 mia. kr. nu afgørende overgået.
Da de to centrale aspirations – som Lars Fruergaard har kaldt dem – for Novo Nordisks vigtigste forretning, diabetes- og fedmeterapien, nu er hjemme, er der brug for en ny masterplan for koncernen.
En tredje kommerciel målsætning er ganske vist ikke indfriet. Den går ud på at sikre ”konstante vækstudsigter” for koncernens Rare Diseases-division, der efterhånden har minimal betydning for koncernens vækst og indtjening. Men den skrumper markant og trækker lidt irriterende ned i Novo-ledelsens ellers fantastiske karakterbog. Novo Nordisks nuværende strategiske aspirationer blev præsenteret før tid i 2019, fordi koncernen havde indhentet de tidligere målsætninger. Det er nu sket igen, og logikken tilsiger derfor, at koncernen på den kapitalmarkedsdag, der netop er varslet til foråret 2024, sætter sig nye mål for fremtiden.
Især dette års forrygende vækst har skabt et Novo Nordisk, der ser helt anderledes ud end for fire år siden. Men samtidig med, at vækstraterne for både omsætning og indtjening er skudt i vejret, er der andre aspekter af Novo Nordisks udvikling, der vil betyde, at koncernens risikoprofil er ved at ændre sig:
1) Investeringerne stiger nu væsentligt mere end både omsætning og indtjening. Investeringerne i immaterielle og materielle aktiver (eksklusive finansielle transaktioner) er ifølge pengestrømsopgørelsen steget til 22,7 mia. kr. i de første ni måneder af 2023 fra 8,6 mia.kr. i samme periode sidste år. 10. november 2023, har Novo Nordisk varslet en investering på i alt 42 mia. kr. i perioden
2025 til 2029 i produktionsanlæg i Kalundborg. Voldsomt stigende investeringer øger i sig selv risikoprofilen.
Det betyder også, at selvom pengestrømmen fra driftsaktiviteter er steget imponerende til 99,4 mia. kr. fra 71,8 mia. kr., så er den frie pengestrøm relativt steget noget mindre, nemlig til 75,6 mia. kr. fra 62,5 mia. kr.
2) Den voldsomme fremgang i år kan især forklares med, at Novo Nordisk mere eller mindre har været alene på markedet for lægemidler mod fedme. Det vil nu blive anderledes, efter at ærkekonkurrenten, amerikanske Eli Lilly, har fået godkendt brugen af Mounjaro til fedmebehandling, som under navnet Zepbound skal konkurrere med Novo Nordisks fedmemidler, og det er måske endnu bedre. På lidt længere sigt vil også andre lægemiddelgiganter kaste sig ud i kampen om dette lovende marked, der globalt måske kan nå over 700 mia. kr. i 2030.
Og lad os så blot komme til performanceproblemet: Rare Diseases-divisionen. Her er omsætningen i de første ni måneder af 2023 faldet markant til 12,6 mia. kr. fra 15,7 mia. kr. i samme periode sidste år.
Novo Nordisk har i de seneste to-tre år smidt milliardbeløb ud på opkøb, der skal skabe mere gang i denne særlige forretning. Men kunne det egentlig ikke være logisk, at Novo Nordisk fokuserede mere rendyrket på sine forrygende GLP-1-produkter – og de muligheder, de vil byde på i de kommende år?
Novo Nordisks medarbejdere, investorer og øvrige omgivelser kan med rette være imponerede over og tilfredse med resultaterne. Udviklingen hidtil i 2023 giver et indtryk af, at the sky is the limit for Novo Nordisk.
Men koncernens størrelse, markedssituation og risikoprofil er inde i en gennemgribende forandring. Der er blevet hårdt brug for overordnet vejledning fra koncernens ledelse om, hvordan den ser fremtidens marked, markedsposition, investerings- og forskningsbehov – og dermed Novo Nordisks muligheder, vækst og indtjeningspotentiale.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.