Novozymes’ aktie nåede at stige et par procent for derefter at falde 7-8 pct. i løbet af kun 20 minutter efter forrige fredags opjustering af den forventede organiske vækst for 2022. Faldet skete ovenpå det, der umiddelbart burde være en positiv nyhed.
Meddelelsen fra Novozymes kommer blot syv dage efter kvartalets afslutning, og derfor er det sparsomt, hvad der kan oplyses udover salgstal og en præliminær EBIT-guidance. Det fulde kvartalsregnskab ventes fremlagt 3. november, og her vil der givetvis blive boret kraftigt i de enkelte vækstdrivere i hver division.
Selve opjusteringen består i et løft af forventningen til den organiske vækst for 2022 fra 6-8 pct. til 8-9 pct. Den rapporterede vækst er endnu højere. Men her spiller den stigende USD en stor rolle, så de tal er mindre væsentlige end den organiske vækst, der mere præcist illustrerer, hvordan forretningen reelt udvikler sig.
I disse inflationstider skal man skal dog også huske på, at ændringer i pris- og salgsmix indgår i den organiske vækst, så derfor vil stigende salgspriser også føre til et løft af den ”organiske vækst”, hvilket principielt kan være en smule misvisende.
Det opjusterede niveau på 8-9 pct. ligger fint i tråd med, hvad vi skrev i august, hvor en 10 pct. organisk vækst i 1. halvår gjorde det lidt svært at tro på, at Novozymes kun skulle kunne levere 6-8 pct. for helåret. Opjusteringen var med andre ord nok ventet allerede af mange investorer og analytikere, så der var positive forventninger indbygget i kursdannelsen.
De nyligt indsamlede konsensustal forud for 3. kvartalsregnskabet (og før opjusteringen) viser, at forventningen til helåret var en organisk vækst på 8,5 pct. med et udfaldsrum på 7,9-9,3 pct. i estimaterne. På det punkt kan opjusteringen nærmest ikke være mere præcis og dermed fuldt forventet før eller siden.
For 3. kvartal isoleret leverede Novozymes en organisk vækst på 6 pct., mens der i konsensus lå en forventning om en vækst på 8 pct. med et udfaldsrum på 5,6-9,3 pct. Heri kan der altså ligge en forklaring på kursfaldet, men den egentlige forklaring kommer nok, når vi går endnu et lag dybere og ser på de enkelte divisioners udvikling.
Her står det nemlig klart, at Bioenergy, som primært dækker over bioethanolforretningen, leverer en meget høj organisk vækst på hele 32 pct. i kvartalet til 1.017 mio. kr. i omsætning, hvilket i øvrigt sammen med en god USD-effekt bringer divisionen op som den næststørste målt på omsætning foran Føde- og drikkevarer på 980 mio. kr.
Dermed fortsætter Bioenergy den gode udvikling fra de foregående kvartaler, og for de første ni måneder er der en organisk vækst på 26 pct. i divisionen. At Bioenergy overrasker så positivt må med tanke på det samlede billede for kvartalet betyde, at de andre divisioner har klaret sig noget dårligere end ventet.
I den kategori finder vi den største division, household care (vaskemidler), hvor tilbagegangen på 1 pct. står i ”skærende kontrast” til en forventet fremgang på 1,8 pct. ifølge konsensus. Dermed bekræftes det nok engang, at divisionen let bliver et tungt drivanker på Novozymes samlede vækst. Den hidtidige næststørste division Føde- og drikkevarer skuffer også massivt med en organisk vækst på kun 2 pct. mod en forventning om 11 pct.
Divisionen leverede kun 3 pct. i 2. kvartal efter høje tocifrede vækstrater i de fire forudgående kvartaler, så der indikeres, at der er tale om et niveauskifte nedad. Landbrug og animal health leverede den anden store skuffelse med en tilbagegang på 7 pct. mod en forventet fremgang på 9,8 pct.
Det er modererende, at begge divisioner ifølge Novozymes har været udsat for ”timing-forskydninger”, som har påvirket negativt. Det vil helt sikkert være en effekt, som der vil blive spurgt ind til, når det fulde kvartalsregnskab fremlægges. Særligt for landbrug har vi tidligere set store sæsonudsving fra kvartal til kvartal afhængigt af landbrugets sæson for såning m.v.
Samlet set er det positivt, at Novozymes er kommet op på et vækstniveau (8-9 pct.), der ikke er set i mange år, mens det er knapt så positivt, at vi endnu ikke ved præcist, hvor meget af 3. kvartal, der blevet boostet af prisstigninger.
Novozymes benyttede lejligheden til at fastholde de langsigtede finansielle målsætninger til 2025 på trods af den seneste tids prispres og makroøkonomiske ændringer. En målsætning om en EBIT-margin på 26 pct. i slutningen af perioden, og et løfte om at EBIT-marginen ikke falder under 25 pct. i et år undervejs.
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.