PRESSEMEDDELELSE
Økonomisk Ugebrevs nyhedssite i ny trafikrekord
Økonomisk Ugebrevs nyhedsside ØU Flash News på ugebrev.dk med gratis daglige nyheder om finans, ledelse og især investering satte ny trafikrekord i november med 45.000 unikke brugere. Særligt de seneste måneder er trafikken steget markant.
Økonomisk Ugebrev har over de seneste år stille og roligt opbygget vores daglige gratisnyheder Økonomisk Ugebrev Flashnews på ugebrev.dk, som et supplement til vores seks betalingsudgivelser om finans, ledelse, samfundsansvar, life science og bestyrelsesarbejde.
”I starten af det nye år øges ressourceindsatsen med flere aktuelle gratis nyheder om danske børsnoterede selskaber, herunder deres børsnoterede konkurrenter, det generelle finansmarked og makroøkonomi, blandt andet baseret på analyser fra danske og udenlandske finanshuse,” siger chefredaktør Morten W. Langer.
Han oplyser, at målsætningen er 100.000 unikke brugere per måned ved udgangen af 2020, og det skal blandt andet ske ved at øge frekvensen med op til 40-50 daglige superrelevante nyheder for danske investorer. Økonomisk Ugebrev og den førende aktiedebatportal Proinvestor har for nylig indgået samarbejde om på sigt at udvikle et fælles investornetværk, hvor Proinvestor står for aktiedebat, aktiechat og målrettede brugergrupper for højprofilerede enkeltaktier som eksempelvis Genmab, Chemometec, Veloxis, Bavarian og Zealand Farma.
I det nye samarbejde bidrager Økonomisk Ugebrevs FlashNews med finansnyheder af interesse for private, halv professionelle investorer og finansvirksomheder. ”Vi ønsker på sigt at udvikle en finansiel nyhedstjeneste, rettet mod investorer, som går mere i dybden end Ritzau Finans, men vi vil ikke konkurrere på hurtighed i nyhedsformidlingen,” siger Morten W. Langer, der mener, at det er usundt for nyhedsformidlingen med kun én dominerende aktør på finansielle børsnyheder.
På sigt er det planen at udvide samarbejdet til at omfatte annoncer og målrettet salg af virksomheds promovering i form af investorseminarer med præsentation af børsnoterede selskaber og webcastede Q&A sessioner med børsnoterede selskaber, hvor de to virksomheder allerede har stor aktivitet indenfor pharma og biotech.