Økonomisk Ugebrevs Portefølje har i 2023 leveret et lidt bedre afkast end C25 indeks. Vi vil forsøge at holde dette forspring ved at indtage balancerede risici, samtidig med at vi er stort set fuldt investeret i porteføljen.
Vi har løbende øget vægten i finansielle aktier, så vi nu har 30 pct. af kapitalen placeret i forsikring og banker. Det giver porteføljen en ekstra stor robusthed i den kommende periode, som kan blive turbulent. Særligt bankaktierne kan blive årets store aktievindere, da de bliver begunstiget af stigende udlånsrenter, samtidig med at makroøkonomien holder sig nogenlunde stabil.
Det ændrede rentebillede kan give nogle store skift på aktiemarkedet, som vil udløse voldsomme sektorrotationer. Vi ser fornyet pres på industriaktier, der på den ene side trykkes af stigende renteforventninger, og på den anden side understøttes af fornuftige økonomiske konjunkturer. På den lidt længere bane må vi forvente, at fortsatte renteforhøjelser virker som en bremse på makroøkonomien, og det vil ramme de cykliske aktier negativt. Nogle af de aktier i Økonomisk Ugebrev Portefølje, der kan stå for fald på den konto, er FLSmidth, NKT og Vestas. Men også techaktierne står i risikozonen, og der har vi bl.a. en lille post i Netcompany efter salg af ETF Nasdaq 100 i den forgangne uge. VI er aktuelt tilfredse med den overordnede fordeling mellem finans, healthcare, cykliske og techaktier. Ud over de 40 pct. vægt indenfor finans, har vi knap 35 pct. af kapitalen i healthcare og stabile serviceaktier.
Vi har altså ca. 25 pct. af kapitalen i andre mere cykliske aktier udvalgt efter særligt aktiehistorier, hvor vi ser et stort potentiale på 1-2 år sigt. Det drejer sig bl.a. om Pandora, FLSmidth og Netcompany.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.