Anmeldelse: De seneste årtiers forestillinger om, hvad god ledelse er, bliver grundigt udfordret af to nye bøger. De stiller alvorlige spørgsmålstegn ved, om tidens populære metoder og begreber, som værdibaseret ledelse, selvledelse, selvudvikling, coaching, anerkendende ledelse og passion for arbejdet, nu også er de mirakelmidler, som en vældig konsulentindustri har fået gjort dem til – midler, som smertefrit kan forene arbejdsgiveres og arbejdstageres interesser.
Aktuelt gør psykologiprofessor Svend Brinkmann i sin bog ”Stå Fast,” op med blandt andet ”selvudviklingsindustrien” inden for arbejdslivet. Hans anbefalinger om, at man i stedet skal satse på pligtfølelse, at man skal holde op med ”at mærke efter i sig selv,” undertrykke sine følelser, fyre sin coach og læse ordentlige romaner i stedet for selvhjælpsbøger og biografier om succesrige mennesker, kan umiddelbart virke som belæringer fra 1950’erne.
Svend Brinkmann erkender da også selv, at han trækker tingene skarpt op. Men han kan have ret i, at det er på tide, at både chefer og medarbejdere overvejer, om den udviklingstendens, som er blevet hovedstrøm i de seneste 20 års ledelsestænkning, er kammet over. Hans råd til, hvordan man i højere grad kan ”stå fast” i hverdagen og arbejdslivet, er dog ofte mere tankeprovokerende end praktiske. Et af dem er, at man skal ”tage nej-hatten på,” at man skal give sig selv lov til at tvivle og være skeptisk og ikke uden videre acceptere tidens løsen om, at man altid bare skal være positiv.
Chefer og medarbejdere, der sagtens kan følge den tankegang, vil dog – tror jeg – finde ud af, at det bliver svært at sige nej til at forandre sig og se problemer i stedet for ”udfordringer”. Man vil meget let blive kontrær i forhold til en tankegang og en opfattelse af ledelse, som i de seneste 20 år er blevet dybt imprægneret i mange organisationer. Det kan blive en ensom og temmelig risikabel kamp at tage op. Og selv skeptikere kan nok nu og da se behovet for, at de skal udvikle sig. Det er vel dyrkelsen af forandringen for dens egen skyld, man må gøre op med. Vi har måske ikke brug for eller lyst til at gøre det modsatte af, hvad der ledelsesmæssigt er på mode, men at få det afbalanceret. Som Svend Brinkmann vist egentlig også selv erkender, kan det da være lige så dumt at ignorere sine følelser som at dyrke dem for meget. Men at der er grund til et opgør med tidens mest populære ledelsesmetoder, demonstrerer også ledelsesrådgiveren Christian Ørsted i bogen ”Livsfarlig Ledelse” fra 2013.
Den tilsyneladende selvledelse indebærer:
• at mennesker ”frivilligt” skal coaches til at sætte mål for sig selv (subtilt presset af deres lederes og omgivelsers forventninger),
• et krav om, at man skal arbejde fuldt og helt ”passioneret” og positivt tænkende,
• at man skal elske at arbejde i teams, samt
• et evigt måleri af resultater. Det lægger alt sammen i virkeligheden et større pres på mennesker end gammeldags ledelse, hvor chefen bestemte og havde ansvaret. Det er ikke tilfældigt, at selvledelsen alt for ofte er ledsaget af en følelse af moralsk og fysisk udbrændthed.
Set kynisk, fra virksomhedsejeres og lederes synspunkt, er det interessante selvfølgelig, om det barske psykologiske pres, der gemmer sig bag selvledelsen, egentlig virker. Altså om det øger produktiviteten. Idealister, som bogforfattere jo gerne er, vil sige, at ja, det virker på kort sigt, men ikke på langt. For de moderne ledelsesformer slider ikke bare mennesker, men også virksomheder op. Derfor er det heller ikke økonomisk rationelt at udnytte mennesker så hårdt. Forhåbentlig er det rigtigt, men spørgsmålet er vist ikke undersøgt til bunds.
Når man læser i erhvervsmedierne, hvad chefer har at sige om ledelse, må man for ofte konstatere, at Brinkmanns og Ørsteds tanker vist ikke rigtigt er slået igennem hos dem, der bestemmer. Hos cheferne er ensrettende, værdibaseret, målfikseret ledelse, der – understøttet af et gevaldigt eftermåleri – kan få folk til at presse sig selv, stadig idealet.
Nu er de fleste chefer heldigvis også mennesker, endda mennesker der i almindelighed godt kan lide deres medarbejdere og gerne vil have, at det går dem godt. Hverken de eller deres medarbejdere vil være interesserede i at vende tilbage til fortidens autoritære kommandoledelse. Men det indebærer på den anden side også en alt for stor belastning af medarbejderne, hvis de dyrker den psykologisk manipulerende ledelse, der er på mode. De må finde en balance.
For de chefer, der vil det, er Svend Brinkmanns ”Stå Fast” alle tiders tankevækkende provokation og Christian Ørsteds ”Livsfarlig ledelse” en meget fin indføring i og kritik af en ledelsesform, der i stigende grad er kommet til at dominere danske arbejdspladser.
