København, Danmark, 6 november 2025 – Med henvisning til selskabsmeddelelserne af 26. august 2025 (nr. 24/2025), 29 September 2025 (nr. 27/2025), 15. oktober 2025 (nr. 31/2025) og 21. oktober 2025 (nr. 33/2025) vedrørende det kontante frivillige anbefalede offentlige overtagelsestilbud om at erhverve samtlige udstedte og udestående aktier (med undtagelse af egne aktier) i Bavarian Nordic A/S (“Bavarian Nordic”) af Innosera ApS (“Tilbudsgiver”), et selskab kontrolleret af Nordic Capital Fund XI1 og fonde forvaltet og rådgivet af Permira Beteiligungsberatung GmbH (“Tilbuddet”), har Tilbudsgiver i dag offentliggjort det foreløbige resultat af Tilbuddet i henhold til § 21, stk. 3 i bekendtgørelsen om overtagelsestilbud (“Overtagelsesbekendtgørelsen”).
I henhold til vilkårene og betingelserne for Tilbuddet, udløb tilbudsperioden i går, den 5. november 2025 kl. 23:59 (CET). Tilbudsgiver har informeret Bavarian Nordic om, at baseret på Tilbudsgivers foreløbige og ikke-bindende opgørelse af accepter, svarer acceptprocenten under minimumsbetingelsen for accept til 60 % sammenlignet med grænsen på 66 2/3%.
Da minimumsbetingelsen for accept derfor ikke er blevet opfyldt, har Tilbudsgiver oplyst Bavarian Nordic, at de har besluttet at tilbagekalde Tilbuddet i overensstemmelse med afsnit 5.11 i tilbudsdokumentet. Som følge heraf er Tilbuddet uigenkaldeligt bortfaldet og vil ikke blive gennemført. Alle accepter af Tilbuddet er uden retsvirkning. Der vil ikke blive erhvervet aktier under Tilbuddet, og der vil ikke blive udbetalt vederlag til aktionærer, der har accepteret at sælge deres aktier i Tilbuddet.
Luc Debruyne, Bestyrelsesformand i Bavarian Nordic, udtaler: “60% har accepteret overtagelsestilbuddet fra Nordic Capital og Permira. Dette er dog ikke tilstrækkeligt til at opfylde kravet om accept fra minimum 66,7%, og overtagelsestilbuddet vil derfor ikke blive gennemført. Vi respekterer aktionærernes beslutning, hvilket betyder, at Bavarian Nordic vil fortsætte som et selvstændigt børsnoteret selskab med den nuværende vækststrategi. Bavarian Nordic er et rentabelt og stærkt selskab, der er godt positioneret til at fortsætte væksten, og bestyrelsen har fuld tillid til ledelsens fortsatte eksekvering af strategien, hvilket bl.a. indebærer overvejelser om, hvordan værdiskabelsen kan accelereres.
Bestyrelsen og ledelsen ser nu en mulighed for at genoptage en værdiskabende dialog med Bavarian Nordics aktionærer og interessenter med Bavarian Nordic som et uafhængigt børsnoteret selskab. Som led heri vil aktionærerne blive indbudt til et informationsmøde, der vil blive afholdt i starten af december. Der følger nærmere oplysninger inden længe, men dagsordenen vil indeholde følgende punkter: 1) status på selskabets virksomhed, 2) sammenfatning af selskabets strategi og finansielle ambitioner og 3) behovet for at sikre kontinuitet i ledelsen og samtidig sikre en sammensætning af bestyrelsen, der er tilpasset til at sætte den strategiske retning for selskabet.”




