Carlsberg har styrke til at udnytte den usikkerhed i markedet, som koncernen ellers ser som en trussel i de kommende måneder. Med halvårsresultatet har CEO Cees ’t Hart ikke alene overrasket positivt. Han har også demonstreret, at Carlsberg – trods det sandsynlige meget store tab i Rusland – står væsentligt stærkere end de vigtigste konkurrenter, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
Carlsberg er klar til at satse ekstra på fremstød i markedet i en situation, hvor koncernen står usædvanlig stærkt i forhold til de vigtigste internationale konkurrenter.
Carlsbergs CEO Cees ’t Hart har ved fremlæggelsen af overraskende gode halvårstal advaret om, at det ikke kan vare ved. I andet halvår vil koncernen løbe ind i stigende omkostninger, blandt andet fordi den hedging af råvarer, der hidtil har dæmpet omkostningsstigningen, vil løbe ud. Desuden er markedsudviklingen usikker efter det store spring frem i første halvår.
De bekymrede signaler ændrer dog ikke ved, at Carlsberg ved udgangen af corona-krisen fremstår stærkere end virksomhedens konkurrenter. Også selv om en dramatisk nedskrivning på 9,6 mia. kr. af de russiske aktiviteter, der nu er til salg, giver koncernen et negativt nettoresultat på 4,6 mia. kr.
Den underliggende drift går glimrende. Carlsberg har kort før udsendelsen af halvårsmeddelelsen opjusteret den forventede vækst i EBIT-driftsresultatet til en høj encifret procentsats, hvor den tidligere forventning fra minus 5 til plus 2 procent.
Carlsberg står finansielt relativt stærkere end sine store europæiske rivaler – selv når det russiske tab regnes med. Væksten i EBIT-driftsresultatet, EBIT-overskudsgraden og afkastningsgraden (driftsresultatet) kan måle sig med konkurrenternes tal.
Carlsberg har desuden en rentebærende nettogæld (NIBD), der udgør 1,1 procent af EBITDA-driftsresultatet i de seneste 12 måneder mod Heinekens 2,4 procent og AB Inbevs 3,9 procent. Da Carlsbergs målsætning er et EBITDA/NIBD på 2, kan koncernen optage nye lån på 7-8 mia. kr. til nyinvesteringer og opkøb, men understreger selv, at den nok i den kommende tid vil være mere konservativ.
Den fri pengestrøm giver da også i sig selv mulighed for at satse. Den er relativt meget større end Heinekens og AB Inbevs – både som følge af det gode driftsresultat og som følge af den afgående CEO Heine Dalsgaards årelange indsats for at nedbringe arbejdskapitalen. Rivaler som AB Inbev kæmper for tiden med en svulmende bunden arbejdskapital i takt med, at der kommer mere gang i markedet.
Men det vil være oplagt, at Carlsberg nu udnytter en generel usikkerhed i markedet til yderligere at styrke sine markedspositioner. Altså ligesom den gjorde, da den i begyndelsen af corona-krisen investerede og købte op og lagde en god del af fundamentet for den aktuelle vækst.
Carlsbergs volumenvækst i det ellers så fremstormende kinesiske marked har i andet kvartal kun været på to procent. Men det opvejes af stærk vækst i Vietnam, Malaysia og Indien, her med en vækst på næsten 50 procent, og hvor Carlsberg nu efter en strid med den hidtidige joint venture-partner overtager det fulde ejerskab.
Paradoksalt nok gør frasalget i Rusland, den lave vækst i Kina, den stærke fremgang på de øvrige asiatiske markeder og fremgang i Vesteuropa nu Carlsberg til en geografisk mere afbalanceret koncern, hvis vækst og volumen ikke er så afhængig af to lande med autoritære regimer.
Selv om væksten i Kina igen er på vej op, og det stigende omkostningsniveau bliver modvirket med to prisstigningsrunder i år, så forudser Carlsberg, at det stigende omkostningsniveau vil presse indtjeningen i andet halvår. Ja, hvis selskabets outlook, der varsler en EBIT-fremgang på op til 10 procent, skal holde, så vil indtjeningen i andet halvår kun blive op til 4,7 mia. kr. – altså på niveau med sidste år.
Det kan i løbet af halvåret dæmpe den begejstring, der fulgte efter den seneste opjustering, og som fik Carlsbergs kurs til at stige fra niveauet 930 til niveauet 980-990.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.