Fra Jyske Bank- læs hele Q2 regnskabet her
Basisindtægter faldt 8% som følge af lavere netto gebyr- og provisionsindtægter samt lavere kursreguleringer. Netto renteindtægter udviste en fremgang på 4% til 1.359 mio. kr. Stigningen skyldes hovedsageligt stigende bankudlån samt én yderligere rentedag. Netto gebyr- og provisionsindtægter udgjorde 567 mio. kr. mod 683 mio. kr. i det forudgående kvartal. Udviklingen kan primært henføres til sæsonmæssigt lavere indtægter vedrørende refinansieringsaktivitet, Letpension og Letsikring. Øvrige indtægter faldt til 70 mio. kr. fra 105 mio. kr. som følge af lavere resultat af kapitalandele i associerede virksomheder. Indtægter fra operationel leasing (netto) steg til 105 mio. kr. fra 80 mio. kr. grundet fortsat gunstige afsætningsvilkår på markedet for brugte biler. Kursreguleringer udgjorde -93 mio. kr. mod 9 mio. kr. kvartalet forinden. Nedgangen kan delvist henføres til spændudvidelser på danske realkreditobligationer i kvartalet. Basisomkostninger steg til 1.195 mio. kr. fra 1.160 mio. kr. som følge af engangsomkostninger på 11 mio. kr. relateret til købet af Svenska Handelsbankens aktiviteter i Danmark samt højere medarbejderomkostninger afledt af et højt aktivitetsniveau.