Målt på omsætning er vigtige rivaler siden 2018 løbet fra Rockwool. Det sår tvivl om koncernens satsning på organisk vækst: Konkurrenterne vokser nemlig ikke mindst gennem opkøb. CEO Jens Birgersson har ikke vendt udviklingen – tværtimod, viser seneste regnskab. Fagredaktør Morten A. Sørensen analyserer selskabet.
Et blik på Rockwools udvikling på den lange bane – og den seneste halvårsmeddelelse – sår tvivl om den strategi, koncernen og CEO Jens Birgersson har fulgt de seneste mange år.
Siden 2018, hvor Rockwool-aktien skød kraftigt i vejret, er aktien faldet væsentligt tilbage i forhold til konkurrenterne (se skema). Målt på omsætningsvækst halter Rockwool også efter konkurrencen.
Især Rockwools store franske konkurrent, Saint Gobain, synes at løbe fra den danske isoleringskoncern. Det franske byggematerialekonglomerat offentliggør ikke særskilte regnskabstal for sin isoleringsforretning, men Saint Gobain har løbende gennemført virksomhedskøb i Rockwools baghave, blandt andet med overtagelsen af norske Glava med en omsætning på cirka 150 mio. euro.
Også det amerikanske multinationale byggematerialekonglomerat Owens Corning er geografisk kommet tættere på Rockwool med købet af finske Paroc med en omsætning på 400 mio. euro. Og den irske isoleringsspecialist Kingspan har størrelsesmæssigt overhalet Rockwool for adskillige år siden og fremstår som en regulær opkøbsmaskine, der satser på isolering og relaterede produkter. Samtidig trænger nye virksomheder frem, der i særlig grad tilfredsstiller nye krav på markedet for byggematerialer. Tyske Steicos træbaserede isoleringsprodukter fremstår som særligt miljøvenlige, og selskabet har oplevet en meget kraftig salgsstigning i de seneste år.
Det er karakteristisk, at tre af de fire konkurrenter satser på at supplere den organiske vækst med en stadig strøm af tilkøbte virksomheder. Det stiller Rockwools satsning alene på organisk vækst i perspektiv.
Rockwool er stolt af sine markante produkter, sine fabrikker og den særlige teknologi, som koncernen bruger i sine fabrikker verden over. Det gør organisk vækst til en slags velkontrolleret monokultur, der kan bygge fabrikker, producere og sælge produkter til relativt trofaste kunder.
Om strategien passer til et produktmarked i omvæltning er så spørgsmålet. Selv om markedet sandsynligvis vil vokse i takt med, at der vil blive foretaget flere investeringer i energibesparelser, så er Rockwool – og resten af branchen – under pres af voldsomt stigende inputpriser, blandt andet på energi.
Rockwool har allerede sat salgspriserne betydeligt op, og det er en god del af forklaringen på, at omsætningen, ligesom hos konkurrenterne, er steget kraftigt i første halvår. Men koncernens overskudsgrader er for nedadgående. Flere aktieanalytikere ser med stigende skepsis på Rockwools udvikling, og de har også nedjusteret deres kursmål for selskabet efter halvårsmeddelelsen.
Rusland er for vigtigt
Rockwools omsætning er i det seneste halvår især steget kraftigt i Østeuropa og i et Rusland, som konkurrenterne allerede i foråret trak sig ud af. Østeuropas og Ruslands andel af omsætningen udgør i første halvår 2022 20 procent af omsætningen mod 16 procent i samme periode året før. Hvor meget, der hentes i Rusland, oplyses ikke.
Hvis Rockwool forlader Rusland, vil koncernen skulle give slip på fire fabrikker, der er ”top notch, world class”, som Jens Birgersson udtrykker det, med i alt 1200 ansatte, og sakke yderligere og ganske markant agterud i forhold til globale konkurrenter, der har satset mere på andre geografiske markeder.
Rockwools begrundelse for at opretholde sine aktiviteter i Rusland har egentlig været typisk for koncernens lidt teknokratiske præg: Rockwool kan ikke opgive kontrollen med sin særlige teknologi, knowhow og fabrikker, der åbenbart fryder ethvert ingeniørhjerte.
Morten A. Sørensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.