Makro: Som forventet har den amerikanske centralbank, Fed, nu officielt ændret sit traditionelle inflationsmål på 2 % til et fleksibelt inflationsmål.

Der er to vigtige forskelle på den gamle og den nye pengepolitiske strategi: 1) Fed vil fremover tillade ledigheden at komme under, hvad der anses for et “normalt” niveau, så længe løn- og inflationspresset er afdæmpet. 2) Fed vil nu opveje for, at inflationen kommer under målet på 2 % ved at tillade inflationen at komme over 2 % i længere perioder, således at inflationen gennemsnitligt er 2 % gennem konjunkturcyklen.

Efter vores mening er det et positivt tiltag, men der er en række ubesvarede spørgsmål. Formuleringen af det gennemsnitlige inflationsmål var relativt vag. Hvor høj kan Fed tolerere, at inflationen bliver og hvor længe? Hvad vil Fed gøre for at skabe inflation?

Lige nu er inflationsforventningerne afdæmpede i et historisk perspektiv, så Fed kunne faktisk lempe mere, men de har reelt strammet pengepolitikken ved at neddrosle obligationsopkøbet. Det er meget vigtigt, at Fed skaber tillid omkring den nye pengepolitiske strategi med det samme, ellers risikerer man at så i samme situation som Bank of Japan, der ikke er lykkedes med at ændre inflationsmålet til 2 %. Skabes der ikke tillid til den nye pengepolitiske strategi, vil den blot betyde “nulrente og obligationsopkøb i al evighed”.

Renter: Der blev solgt kraftigt fra i den lange ende af den amerikanske statsobligations-kurve efter Jerome Powells tale. Ændringen i amerikansk pengepolitik mod et gennemsnitligt inflationsmål førte til et kraftigt frasalg i den lange ende af den amerikanske statskurve, eftersom skiftet tillader inflationen at komme over målet i lange perioder. Meddelelsen ændrede også stemningen i det europæiske statsobligationsmarke, hvor renterne sluttede på højere niveauer.