Åbent brev fra kommentator Martin Bundgaard, som er tidligere børsmægler og erhvervsjournalist med tætte bånd til foreningsdanmark. Han skriver, at landsholdsspillerne ikke havde været, hvor de er, hvis de ikke havde haft de rammer, som DBU skaber ved at investere i bredden, og at landsholdsspillerne som enkeltvirksomheder er ved at ødelægge deres eget brand. Han foreslår, at de gør alt for at redde det og bøje af for DBU. Det åbne brev er stilet til Mathias Zanka Jørgensen, fordi han har fungeret som en slags talsmand for holdet.
Kære Mathias Zanka Jørgensen
Jeg vælger at skrive et åbent brev til dig her i Økonomisk Ugebrev, fordi jeg gerne vil give dig et par gode råd. Jeg vil gerne starte med at rose dig og dine holdkammerater, fordi I trods alt har besluttet jer for at snørre støvlerne og nu trækker i nationaldragten på søndag til kampen mod Wales.
Men til gengæld har det været særdeles uskønt at følge jeres medlidenhedsretorik i pressen, hvor I har forsøgt at male DBU op som en stor styg ulv – en slags økonomisk modpol til jer ydmyge spillere. Den argumentation havde måske gået i de gamle amatørdage – dengang Carl Nielsen var formand og kun nogle få danskere var professionelle fodboldspillere – men ikke i dag, hvor mange af jer render rundt og tjener en årsløn for en dansk direktør – hver måned…
Sandheden er jo at fodbold har udviklet sig til en industri, hvor det er arbejdstager – spillerne – der er de store vindere, hvorimod klubberne som en samlet enhed betragtet giver bragende underskud. Men sådan er markedsvilkårene – ikke et ondt ord om det. Vær i stedet glad for at du og dine fodboldvenner sidder på den grønne gren.
Det gør I, fordi I besidder et unikt talent, har været flittige og dygtige. Men I er også nået dertil fordi rammerne har været til det. I Danmark er det DBU der som idrætsforbund har sørget for, at du og 300.000 andre har haft rammebetingelserne i form af en struktur, der tilgodeser både elite og bredde. Det koster penge – mange penge og en del af de penge bliver DBU ganske enkelt nødt til at “tjene” på vores landshold bl.a. i form af sponsorindtægter.
DBU er ikke “økonomisk onde”. De forsøger ikke at presse jer spillere for at lande et stort overskud på private hænder. DBU forsøger at udvise ansvarlighed — for helheden og breddens skyld. Pænt sagt Mathias, kommer du derfor til at lyde Beckham-agtigt forkælet, når du anmoder danske fodboldspillere helt ned i første og anden division om at være solidariske med jer topprofessionelle, fordi I gerne vil tjene penge på at repræsentere jeres land.
Dem, du svigter der Mathias, er i bund og grund dine gamle holdkammerater fra dengang du var lilleput, dem som stadig spiller hyggebold på et sekundahold, men det er også dine gamle ungdomstrænere og dine gamle holdledere ude fra KB, f.eks. Delaney, ikke Thomas, men hans far Michael, der i årevis har slidt og slæbt ovre på anlægget på Peter Bangsvej, for årgang efter årgang.
Det er bl.a. på bekostning af ham, at I spillere vil have mere. Fordi når I vil have flere penge og får lov til at underminere DBU med individuelle sponsoraftaler der går på tværs af DBU’s interesser, ja, så bliver der færre midler til Delaney senior og tusindevis af andre frivillige hænder i de danske fodboldklubber.
Jeg kan godt se, at det er “spillerforeningen” der har en stor del af ansvaret. Som fagforbund har de formået at gøre den verserende sag til en magtkamp mellem landshold/klubberne – og jer spillere. Jeg tror I stod jer bedst ved, at I cuttede båndet til den forening. Den har fuldstændigt overlevet sig selv.
Når Spillerforeningens formand Mads Øland og de to tidligere fodboldspillere Thomas Lindrup og William Kvist i kulissen formår at trække i trådene og få truet helt almindelige fodboldspillere, der betaler kontingent og spiller fodbold, til at sige nej til at repræsentere Danmark i en landskamp, så er det noget der gavner den trios tilstedeværelse.
Rygterne om telefontrusler til helt almindelige amatørspillere kan I ikke have siddende på jer. Det kan I ikke være bekendt, men helt egoistisk set gavner det heller ikke dit brand, Mathias. Mit bedste råd til dig og dine holdkammerater på landsholdet er derfor, at I lynhurtigt distancerer jer fra meningsmaskinerne Lindrup, Kvist og Mads Øland, og i forhold til DBU vender rundt på en tallerken og lader som om I har ændret holdning.
Som samlet gruppe Mathias, vil I stå meget bedre, hvis I lader pengene fra landsholdet
blive i DBU regi eller donerer dem til velgørende formål. Det vil virke sympatisk og jeres personlige brand vil derfor blive styrket. Derved vil I som reklamesøjler blive mere værd. Som sponsor ville jeg være bange for mit brand, hvis jeg stod bag forkælede mangemillionærer, der ville have flere penge på bekostning af alle holdlederne ude i ForeningsDanmark.
Fortæl det til ham Simon, jeres anfører. Han har da helt tabt sutten, når han er gået ud og har tegnet et personligt sponsorat med en spiludbyder, når landsholdet har “Danske Spil” som sponsor. Det er der ikke meget solidaritet over. Lad os håbe DBU vinder stævningen… I det hele taget har I en masse privilegier som det ikke er værd at rode op i, f.eks. jeres skatteforhold.
Når andre udlandsdanskere kommer til Danmark – på ferie f.eks – skal de passe på med at arbejde mens de er her, fordi det så vil kunne betyde, at de bliver fuldt ud skattepligtige til Danmark. Sådan er det ikke med jer, selvom man jo ikke kan påstå I ikke arbejder, når I ligger i træningslejr med landsholdet, eller når I spiller landskamp i Parken. Der har I vist også et særprivilegie, som sportspressen ikke har formået at afdække.
Eller også tør de ganske enkelt ikke af frygt for at miste jer som kilder. Det gjorde sportsjournalisterne vistnok i særlig grad dengang Michael Laudrup spillede. Det var helt grotesk så god en presse han fik, og det var ikke nogen tilfældighed, at Politikens Rasmus Bech konsekvent breakede de store Laudrup historier, dengang han var værd at skrive om…
Meget kunne tyde på det forhold ikke har ændret sig, for sportspressens dækning af konflikten mellem jer og DBU har desværre været problematisk ensidig, og præget af masser af “Fake news”.
Vi har konsekvent fået DBU’s direktør beskrevet som det dumme svin. Jeg kender ham ikke, men på afstand betragtet har han – måske lidt klodset – formået at få ryddet op i DBU. Nå, men god kamp på søndag. Læg den her sag bag jer, og relancér jer og dig i en ny version næste gang, der er landskamp. Det vil du stå dig godt ved.
Indlægget er skrevet af Martin Bundgaard, tidligere børsmægler og journalist på Penge & Privatøkonomi og Børsens Nyhedsmagasin. Han var den første der i 90erne rettede et kritisk blik mod den forretningsmæssige del af dansk professionel fodbold, og han er i dag iværksætter og investor, samt tidligere redaktør af et foreningsblad for en større dansk sportsklub.
