SAS Q3-regnskab: Vi graver mere i dybden med SAS-regnskabet i næste uges udgave af ØU Ledelse og ØU Formue. Korrigeret for ekstraordinære strejkeomkostninger var EBITDA-resultatet i Q3 endt på skønsmæssigt +1,3 mia. SEK, viser regnskabsgennemgang.
Vores foreløbige hovedpunkter er blandt andet:
- Ebitda (driftsresultat før ned- og afskrivninger)-resultatet blev nul kroner. Leasing udgifter, bogført under afskrivninger, udgør 819 mio. SEK. Den reelle drift landede på ca. minus 0,8 mia. SEK
- Det oplyses i Q3 regnskabet, at strejken i juli kostede selskabet 1,4 mia. SEK. Alt andet lige betyder det, at der ville have været et EBITDA overskud på plus 0,6 mia. SEK uden strejken.
- RETTELSE: ØU har efterfølgende fået oplyst, at de 1,1 mia. SEK; som er hensat til dækning af krav efter aflyste fly, indgår i de 1,4 mia. SEK, som er det samlede strejketab. Oplysningen ændrer dog ikke på vores overordnede konklusion. Ifølge Q3 regnskabet er der hensat 1,1 mia. SEK til eventuelle efterfølgende krav fra aflyste rejser osv. Denne hensættelse må været taget ud af Q3-indtjeningen, som alt andet lige ville være 1,1 mia. SEK højere uden denne hensættelse ”As a consequence of the pilot strike from July 4 to 19, 2022, a provision of SEK 1.1 billion has been recognized as a negative adjustment of revenue and a provision for estimated customer compensation claims for cancelled flights,” hedder det.
- SAS oplyser intet i regnskabet om muligheden for, at de svenske og danske arbejdsgiverforeninger, der efter tidligere strejker har kompenseret SAS for strejketab fra deres strejkekasser med op til halvdelen af det tabte beløb, også vil kompensere denne gang, potentielt altså op til 0,7 mia. SEK. Medregnes denne skønnede ekstraindtægt, ville Q3 EBITDA-resultat have være + 1,3 mia. SEK, korrigeret for de ekstraordinære strejkeomkostninger.
- Siden Q2 regnskabet er posten ”Financial assets” steget fra 8 mia. SEK til 11 mia. SEK. Posten omfatter blandt andet overskud på pensionsforpligtelser, som kan hæves af SAS, samt forudbetalinger på kommende flykøb. En af forklaringerne på Norwegians gode regnskab forleden var tilbagebetaling af forudbetalinger på flykøb. Ret beset ligger der her hos SAS en skjult reserve på 6-8 mia. SEK, som kan realiseres. Der oplyses ikke i Q3-regnskabet nærmere om ændringerne i Financial Assets.
- Ifølge pengestrømsopgørelse i Q3-regnskabet var der ved udgangen af Q3 6,2 mia. SEK i kassen, efter 1,5 mia. kr. ekstra betalt i forudbetaling for fly, samt afdrag på 1,1 mia. SEK på gæld.
- SAS oplyser, at der skal konverteres gæld for 20 mia. SEK til nye aktier. Vi bemærker, at de børsnoterede SAS-obligationer fortsat handles til en kurs mellem 10 og 20. Med andre ord har gælden på 20 mia. SEK en teoretisk markedsværdi på 4 mia. SEK, som SAS alt andet lige burde kunne anvende som målestok for ombytning til nye aktier.
Konklusion: Både driften og den finansielle stilling er betydeligt bedre, end SAS-ledelsen fremstiller i Q3-regnskabet. Vi antager, at baggrunden for ledelsens negative sminkning af regnskabet skyldes, at den tror, det vil lette processen med at opnå sparemålene på 7,5 mia. kr. i den igangværende Chapter 11- proces.
I en tidligere analyse af SAS i ØU, baseret på offentlige Chapter 11-oplysninger, skønnede vi en omsætning på 9-10 mia. SEK i kvartalet. Det blev 8,6 mia. SEK. https://ugebrev.dk/flashnews/chapter-11-meddelelse-sas-har-stadig-78-mia-i-kassen-omsaetning-9-10-mia-sek-i-q3-op-40-fra-q2/