Mens aktiemarkederne siden oktober sidste år er buldret opad, har flere sektorer i den grad underperformet og slet ikke deltaget i aktiefesten. Spørgsmålet er nu, om disse sektorer har samlet kræfter nok til at indhente efterslæbet til det øvrige aktiemarked.
Det, tror vi, sker inden for de næste måneder, fordi aktierne i nogle sektorer efter de store kursstigninger er blevet så dyre, at de professionelle investorer vil se sig om efter billigere alternativer.
Som det fremgår af vores tværgående dataanalyser af det danske aktiemarked, begynder især Vestas og også Ørsted at performe rigtig godt. Stemningen omkring begge aktier er positiv, og det understøttes også af den bundformation i det brede Global Clean Energy-indeks, som nu er under dannelse.
Clean energy har over de seneste år været hårdt ramt af stigende finansieringsrenter. Men det er fortsat en stensikker historie, at investeringer i klima og alternativ energi bliver en boomende industri de kommende år. Så clean energy aktierne kan stå foran en solid fremgangsperiode. Derfor overvejer vi også at tilkøbe ETF’er i det brede clean energy indeks til ØU’s Portefølje.
Historien er på mange måder den samme med biotech, hvor vejen frem dog bliver mere bumpet. Men biotech har længe været underdrejet, også på grund af vanskeligere finansieringsmuligheder til fortsatte kliniske forsøg i de svagt kapitaliserede biotekselskaber.
Så der har været et udskilningsløb, hvor de dårlige er blevet skilt fra de gode. Men de gode med udviklingsprojekter tæt på fase III eller produktlanceringer, eller en solid pengekasse kan stå foran en positiv periode.
Og så er der selvfølgelig fedme-euforien, som herhjemme har trukket Novo Nordisk, Zealand og Gubra voldsom fremad. Men hvor der for de to sidste også har været en høj grad af spekulation i det.
Trods en meget positiv fredag for halvledere og Nvidia ser vi fortsat stor risiko for en rotation ud af de AI-euforiramte tech-aktier over i mere stabile sektorer.
Der vil være stadig flere investorer, som nu begynder at trække lidt i land efter de seneste måneders aktieeufori. Det kan give et comeback til healthcare og industri, hvor flere af de store danske industriaktier har klaret sig glimrende de seneste uger, blandt andet Vestas, FLSmidth og Ørsted.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.