Tre af de store ”klassiske” C25-selskaber indtager de øverste pladser på listen over største stigninger i shorthandlernes positioner. Novozymes er stadig børsens mest shortede aktie.
Carlsberg, A.P. Møller-Mærsk og Vestas udgør Top 3 på listen over ugens største stigninger i børsens shortede aktier.
Specielt stigningen på 0,33 procentpoint hos Carlsberg er interessant, da Carlsberg ellers ikke er en del af shorthandlernes univers. Shorthandlerne kontrollerer således kun 0,63 pct. af Carlsbergs aktiekapital. Men med en stigning på 0,33 procentpoint er andelen altså fordoblet i denne uge.
Det er endnu for tidligt at konkludere noget negativt om udsigterne for Carlsbergs aktiekurs på dette grundlag. Men ugens stigning bør medføre ekstra opmærksomhed omkring timingen, hvis man overvejer at lægge Carlsberg i porteføljen.
Den mest shortede aktie på børsen er stadig Novozymes med 11,32 pct. Ugens stigning på 0,10 procentpoint er så lille, at den i praksis må betragtes som status quo. Men deri ligger også budskabet om, at shorthandlerne ikke er til sinds at reducere positionerne i Novozymes.
Næstmest shortede papirer er Netcompany (9,79 pct.) og Bavarian Nordic (9,64 pct.).
Bruno Japp
Sådan læses tabellen: De professionelle investorer skal indmelde deres shortpositioner over 0,2 % af selskabets aktiekapital til Finanstilsynet. Jo større shortposition, jo større er troen for aktiekursfald blandt typisk udenlandske shortfonde. ”Ændring (procentpoint)” viser den seneste uges ændring i fondenes shortpositioner. Fald i shortposition indikerer, at fondene under ét tilbagekøber aktier for at afdække deres positioner. Deres tro på kursfald er altså vigende. Øgning af shortpositioner viser, at fondene sælger lånte aktier for at øge deres position, og dermed øger deres spekulation i kursfald. Store shortpositioner kan udløse et såkaldt short squeeze med markante kursstigninger, hvis der kommer positive nyheder fra selskabet.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.