Uddrag fra Sydbanks analyse af Bavarian Nordics regnskab:
Fokuspunkter i årsregnskabet 2020
4. kvartal. Bavarian offentliggjorde allerede i januar foreløbige regnskabstal. Bavarian forventer, at omsætningen for helåret lander på 1.850 mio. kr. og ser et resultatet af primær drift før afskrivninger (EBITDA) på 740 mio. kr. Med offentliggørelsen af de foreløbige regnskabstal er en stor del af spændingen om udviklingen i 4. kvartal 2020 taget ud af regnskabet. Fokus i årsregnskabet bliver derfor i høj grad på 2021-prognosen.
JUNNEOS/IMVAMUNE. I forbindelse med offentliggørelsen af de foreløbige regnskabstal oplyste Bavarian, at salget af JUNNEOS og kontraktsalget udgjorde 704 mio. kr. for helåret.
Dermed har Bavarian realiseret et kombineret JUNNEOS og kontraktsalg på 101 mio. kr. i 4. kvartal. Hovedparten af de 101 mio. kr. vil efter vores vurdering være relateret til den sidste del af den indledende del af kontrakten med den amerikanske regering, som udgør 106 mio. USD – hvoraf størstedelen vil blive indtægtsført i 2020.
Rabipur/RabAvert og Encepur. Bavarian annoncerede i forbindelse med de foreløbige regnskabstal et kombineret salg af Rabipur/RabAvert og Encepur til behandling af henholdsvis hundegalskab og flåtbåren hjernebetændelse på 1.082 mio. kr. for helåret. Det indikerer et salg på 129 mio. kr. i 4. kvartal 2020, hvilket er en markant tilbagegang i forhold til 4. kvartal 2019. Tilbagegangen er primært en konsekvens af et ekstraordinært positivt salg af Rabipur/RabAvert i 4. kvartal 2019 som følge af leveringsproblemer for konkurrenterne Sanofi og Pfizer. Desuden er salget dæmpet af den lave rejseaktivitet som følge af COVID-19, hvilket begrænser salget af rejsevacciner.