Uddrag fra Sydbanks analyse af de foreløbige regnskabstal for 2020(Bavarian kom med prognose d. 28/01):
Bavarian forventer en samlet omsætning for helåret på 1.850 mio. kr. (mod tidligere ventet 1.900 mio.kr.). Omsætningen består af 1.082 mio. kr. fra det kombinerede salg af Rabipur/RabAvert og Encepur til behandling af henholdsvis hundegalskab og flåtbåren hjernebetændelse, 704 mio. kr. fra salg til den amerikanske regering for JUNNEOS og kontraktarbejde, samt 66 mio. kr. fra milepælsbetalingen fra Janssen i forbindelse med ebolavaccinen.
Bavarian forventer, at resultatet af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) lander på 740 mio. kr. (tidligere 725 mio. kr.).
Likvider ved årets udgang forventes at udgøre 1.670 mio. kr., hvilket er eksklusive ikkeudnyttede kreditfaciliteter på 244 mio. kr. (tidligere 1.600 mio. kr. inklusiv ikke-udnyttede kreditfaciliteter på 244 mio. kr.).
Vi ser overordnet positivt på meldingen fra Bavarian. Vi anser det som positivt, at indtjeningen trods alt lander lidt højere end Bavarians egen prognose og vores estimat. Den bedre end ventede indtjening er fremkommet som følge af et øget omkostningsfokus. De lavere omkostningsfokus er efter vores vurdering en konsekvens af COVID-19 pandemien, der begrænser bl.a. rejseaktivitet, ligesom lidt færre omkostninger end ventet i 2020 til integrationen af de af GSK opkøbte vacciner, kan have bidraget positivt til indtjeningen.