Uddrag fra Sydbanks analyse af regnskab fra GN Store Nord:
Vi fastholder ’Køb’ på GN Store Nord-aktien. GN Store Nord leverer et årsregnskab, hvor GN Audio overrasker positivt, mens GN Hearing skuffer. Vi forventer dog et markant omsætnings- og indtjeningsløft i 2021. Hertil kommer udsigten til yderligere indtjeningsmæssige forbedringer efter 2021, der efter vores vurdering ikke er indregnet i den nuværende aktiekurs.
GN Store Nord kommer lidt dårligere ud af 2020 end ventet
GN Store Nord opnår en samlet organisk vækst på 15% i 4. kvartal. Det er lidt dårligere end vores estimat på 16% (og markedsforventningerne på 19%). Omsætningen lander på 4.084 mio. kr. i 4. kvartal 2020, hvilket til gengæld er 3% bedre end vores estimat (+1% bedre end markedsforventningerne). Resultat af primær drift før særlige poster (EBITA) falder 9% i forhold til 4. kvartal 2019 og lander på 746 mio. kr. EBITA er 10% svagere end vores estimat (- 5% ift. markedsforventningerne). GN Hearing fremsætter en 2021-prognose om en organisk vækst på mere 25% og en EBITA-margin på mere 16%. Markedsforventningerne inden regnskabet var en organisk vækst på 28% og EBITA-margin på 17,9%. GN Audio ser i 2021 en organisk vækst på mere end 20% og en EBITA-margin på mere end 21%. Markedsforventningerne var før regnskabet en organisk vækst på 15% og EBITA-margin på 21,5%.
COVID-19 trækker mere ned en ventet i 4. kvartal
Den organiske salgsvækst i GN Hearing lander på -16% i kvartalet, hvilket er svagere end ventet. Dermed er tilbagegangen accelereret forhold til 3. kvartal. De stigende COVID-19 smittetal og deraf nedlukninger på mange markeder har forværret markedsvilkårene for GN Hearing i 4. kvartal. EBITA er på 153 mio. kr. i kvartalet mod 420 mio. kr. i 4. kvartal 2020. Det er ligeledes dårligere end ventet. Den vigende indtjening følger af tilbagegangen i toplinjen og mindre driftsmæssig gearingseffekt for GN Hearing. Vi hæfter os dog ved de positive meldinger om lanceringen for GN Hearings nye høreapparatsfamilie ReSound One i de
kommercielle kanaler. Det står i kontrast til de seneste markedsdata fra VA-kanalen (Veteran Affairs) i USA, hvor GN Hearing taber markedsandele. Det skyldes dog lange venteliste i VA som følge af COVID-19, der begrænser adopteringen af nye produkter som Resound One. Vi noterer os desuden, at GN Hearing i 2021 forventer, at COVID-19 vil præge efterspørgselsbilledet i 1. halvår af 2021, mens der ses et mere normaliseret vækstbillede i 2. halvår. Uden GN Hearing (i modsætning til konkurrenten Demant) indregner et større salg som følge af efterspørgselsophobningen i kølvandet på COVID-19.