Sydbank har analyseret Genmab efter 2. kvartalsregnskab for 2021:
Vi fastholder ’Køb’ på Genmab-aktien. Genmab leverer et bedre end ventet kvartalsregnskab og opjusterer forventningerne til helåret. Investorerne har i vores optik udsigt til et spændende nyhedsflow i 2021 som yderligere katalysator for kursstigning. Den nuværende aktiekurs afspejler fortsat ikke efter vores vurdering værdierne af Genmabs stærke produktportefølje og pipeline.
Genmab opjusterer som ventet helårsprognosen En del af spændingen omkring udviklingen i 2. kvartal var på forhånd taget ud af regnskabet med offentliggørelsen af markedssalget for Darzalex, Kesimpta og Tepezza. Omsætningen falder 64% i forhold til 2. kvartal 2020 og lander på 1.972 mio. kr. Genmab indtægtsførte upfrontbetalinger på 4,4 mia. kr. i forbindelse med samarbejdet med Abbvie i 2. kvartal 2020, hvilket forklarer tilbagegangen. Omsætningen er dog 12% bedre end vores estimat Resultatet af primær drift (EBIT) er på 787 mio. kr. i 2. kvartal mod 4.497 mio. kr. i 2. kvartal 2020, hvilket dog er 337 mio. kr. bedre end vores estimat. Genmab opjusterer 2021- prognosen og ser nu en omsætning i intervallet 7.300-7.900 mio. kr. (tidligere 6.800-7.500 mio. kr.) og EBIT i intervallet 1.500-2.400 mio. kr. (tidligere 1.000-2.400 mio. kr.). Desuden opjusterer Genmab prognosen for Darzalex-markedssalget til 5,6-5,9 mia. USD. Opjusteringen kommer ikke som overraskelse set i lyset af det især stærke Darzalex-markedssalg i 2. kvartal. Vi forventer, at Genmab overgår den opjusterede prognose med udgangspunkt i vores forventning om en god fortsat god udvikling for Darzalex, Kesimpta og Tepezza i 2. halvår og en højere USD-omregningskurs, end den Genmab prognosticerer med.