Uddrag fra Sydbanks analyse af Ørsted forud for deres kapitalmarkedsdag d. 2 juni:
Fokuspunkter på kapitalmarkedsdagen 2021
• Strategiopdatering. Vi forventer ikke, at Ørsted vil præsentere en revolutionerende strategi som afviger væsentligt fra den nuværende. Ørsted vil efter vores vurdering fortsat gå efter at være markedsledende i udbygningen af den grønne omstilling og investere væsentligt i hav- og landvindsprojekter. Der er ingen tvivl om, at Ørsted kigger ind i en konkurrencesituation som er noget mere tilspidset i forhold til de senere år. Oliegiganternes fremmarch indenfor den grønne omstilling – især havvind – vil øge konkurrencen om projekter på bl.a. det modne europæiske marked og det relativt umodne men potentielt enorme nordamerikanske marked. Vi forventer, at Ørsted forsat vil forsøge at udnytte selskabets styrke i at være ’first mover’ på nye markeder bl.a. i Asien og potentielt Sydamerika, men vi forventer samtidig også, at Ørsted vil kaste sig yderligere ind i kampen om projekter i Nordamerika.
• Havvind. Siden overgangen fra ’sort’ til ’grøn’ energi har havvindforretningen været fokusområdet, og det forventer vi fortsat, at havvind vil være i den kommende strategiperiode. EU-kommissionens klimaplan og Biden-administrationens positive syn på havvind vil betyde en væsentlig udbygning af havvindkapaciteten i Europa og USA i årene frem til 2030 og yderligere frem mod 2050. Derudover melder flere og flere land sig på banen for den
grønne omstilling, hvor især lande i Asien kan give yderligere muligheder for Ørsted. Vi forventer, at få en opdatering på Ørsteds position i forhold til flydende havvind, som selskabet indtil videre har haft en afventende holdning til pga. den relativt høje LCOE (levelized cost of energy) og umodne teknologi.