Sydbank har kigget på Novozymes før 2. kvartalsregnskabet torsdag d. 12:
Uddrag fra analysen:
Fokuspunkter i 2. kvartalsregnskabet for 2021
• ’Household Care’. Vi forventer, at den organiske vækst fortsat vil være presset i 2. kvartal 2021. Sidste års lageropbygning hos selskabets kunder skaber et udfordrende sammenligningsgrundlag, og vi ser på den baggrund et udfordret vækstbillede. Novozymes kunden Proctor & Gamble (P&G) melder om en flad udvikling i vaskemidler, dog ser selskabet fortsat en øget efterspørgsel efter dyrere vaskemidler. Det er positivt for Novozymes da dyrere vaskemidler oftest indeholder en større mængde enzymer. Vi modellerer en organisk vækst på 0% i ’Household Care’ i 2. kvartal 2021. Vi forventer, at den fortsatte udrulning af Freshness-produktserien i stigende grad vil bidrag til salgsvæksten, men at det svære sammenligningsgrundlag vil mere end modsvare den gode udvikling. Vi ser en samlet omsætning på 1.188 mio. kr. i 2. kvartal 2021, hvilket svarer til en tilbagegang på 3,2% i forhold til 2. kvartal 2020. Omsætningsvæksten bliver negativt påvirket af en svækket dollar.