Uddrag fra Sydbanks analyse af Pandora:
Vi fastholder vores Købs-anbefaling på Pandora-aktien. Foreløbige tal for december viser fortsat stærkt momentum i salgsudviklingen og sikrer opjustering af både vækst- og indtjeningsprognosen. Nye butiksnedlukninger og stigende smittetal på vigtige europæiske markeder øger derimod usikkerheden omkring salgsudviklingen i 2021.
Pandora fremlægger foreløbige salgstal for 4. kvartal og slutter 2020 stærkt af med en organisk vækst på 3-4% i kvartalet. Pandora opjusterer i den forbindelse selskabets vækst- og indtjeningsprognose for 2020 til en organisk vækst på -11% og en indtjeningsmarginal før restruktureringsomkostninger på omkring 20%. Det er bedre end udmeldingen i december og vidner om et stærkt julesalg. De negative effekter fra COVID-19 restriktioner og buktiksnedlukninger, bliver imidlertid opvejet af et skifte i forbrugsmønstre, som har haft en understøttende effekt på salget i 4. kvartal. Forbrugernes begrænsede rejsemuligheder har kanaliseret forbrug over i gaver og andre forbrugsvare. Pandora kan ikke sætte tal på effekten af det forbrugsskiftet, som kan være en lille joker i forhold til Pandoras positive salgsudvikling.