Uddrag fra Sydbanks analyse af SAS efter 2. kvartalsregnskab 2020/21:
Vi fastholder Hold-anbefalingen på SAS-aktien efter et regnskab, der ligger ret tæt op ad vores forventninger. Regnskabet afdækker SAS’ skrøbelige finansielle position. Trafikgenrejsningen står lige for døren og kan skabe misforstået eufori om aktien, der ser overordentlig dyr ud.
SAS navigerer stort set som forventet i ultrasvært miljø
Omsætningen i 2. kvartal er 12% lavere, end vi havde forventet, som følge af lavere indtægter fra ’Andre trafikindtægter’ og ’Andre operative indtægter’. Alligevel er resultatet før skat og engangsposter ca. 130 mio. SEK bedre, end vi havde modelleret. Den afvigelse skyldes i vid udstrækning, at SAS’ omkostninger er reduceret med ca. 450 mio. SEK fra statslige støtteordninger i kvartalet, og det er en væsentlig større medvind, end vi forventede.
Ny kreditfacilitet understreger presset på finanserne
Pengestrømmene fra driften lander på -1,4 mia. SEK, hvilket er lidt bedre end ventet. Uanset er SAS’ behov for mere kapital bekræftet af, at den svenske og danske stat nu stiller en ny kreditfacilitet på 3 mia. SEK til rådighed. Herudover har SAS 4,4 mia. SEK i kassen, men ikke længere andre uudnyttede kreditfaciliteter. Trafikgenrejsningen begynder nok i juli, og det bør støtte indtjening og pengestrømme. Den nye kreditfacilitet køber formentlig tid til at
stå igennem COVID-19-forstyrrelserne, men da der på kort sigt (og måske endda også på lidt længere sigt) ikke er udsigt til overskud i SAS, er mere gæld ikke en langsigtet løsning for selskabet. Uden større frasalg er der derfor grund til at forvente, SAS får behov for mere varige kapitalløsninger (formentlig i form af mere aktiekapital) inden for en overskuelig fremtid. Egenkapitalen er støttet af forbedringer i pensionsplanen i kvartalet, men består fortsat
primært af hybridobligationer, hvorpå rentebetalingerne stiger voldsomt om 5-6 år.