Fra Det Systemiske Risikoråd
Geopolitiske spændinger og usikkerhed præger fortsat risikobilledet for den finansielle sektor i Danmark. Alligevel er risikoappetitten på de globale finansielle markeder høj. Herhjemme er boligpriserne i og omkring København steget markant det seneste år. Kreditvæksten er endnu moderat, men boligbyrden i København er på et højt niveau og forventede kapitalgevinster samt frygt for prisstigninger indgår i stigende grad i førstegangskøberes boligovervejelser. Udviklingen understreger vigtigheden af at holde fast i sunde kreditprincipper i bankerne, som understøttes af låneregler, der sikrer et hensigtsmæssigt forhold mellem gældsætning og indkomst. Rådet vurderer, at den kontra-cykliske kapitalbuffer i Danmark bør fastholdes på 2,5 pct.
Risikobilledet præges af geopolitiske spændinger, men også en række danske forhold giver anledning til opmærksomhed. Den globale økonomi er endnu ved at tilpasse sig det nye geopolitiske landskab, og der er fortsat stor usikkerhed om den fremtidige handelspolitik i USA. Samtidig er risikoappetitten i de finansielle markeder høj, hvilket øger risikoen for abrupte priskorrektioner. Høje offentlige gældsniveauer i USA og nogle lande i Europa gør økonomierne sårbare over for pludselige tilbageslag. Statsgældsmarkederne i de store økonomier er centrale for de globale finansielle markeder, og kan smitte af til andre markeder. Herhjemme giver prisstigningerne på boligmarkedet i København anledning til øget opmærksomhed. Samtidig melder bankerne om stigende konkurrence om erhvervskunderne, og gearede investeringsfondes voksende rolle i de danske pengemarkeder er i fokus. Den finansielle sektor i Danmark står dertil over for et komplekst trusselsbillede, hvor cybertruslen mod sektoren er stor.
Kreditvæksten til erhverv er steget, hvilket især er drevet af udlån fra pengeinstitutterne til de største virksomheder herhjemme. Indtjeningen i kreditinstitutterne er fortsat høj, og alle institutter i Nationalbankens stresstest kan aktuelt klare sig igennem et scenarie med hårdt stress.
Fremadrettet er der udsigt til moderat aktivitetsvækst i dansk økonomi, ifølge Nationalbanken, med fortsat fremgang i beskæftigelsen. I den globale økonomi forventer Den Internationale Valutafond, IMF, afdæmpet fremgang. Det dækker over svagere vækst i USA, hvor også arbejdsmarkedet viser svaghedstegn, og omvendt tiltagende vækst i euroområdet. Markedsdeltagerne forventer da også uændrede pengepolitiske renter i euroområdet i 2026, men lavere i USA til trods for, at IMF forventer en midlertidig stigning i inflationen i USA som følge af de nye toldsatser.
Høj fart på boligmarkedet i København, men fortsat moderat kreditvækst. Priserne på ejerlejligheder i København er steget med lidt over 16 pct. det seneste år, ifølge tal fra Finans Danmark, hvilket er betydeligt mere end i landets andre store byer. Boligkøberne kommer med større udbetalinger, og det er i stigende grad husstande med høje indkomster, der står for købene. På landsplan er huspriserne samlet set i tråd med indkomstudviklingen, og den samlede kreditvækst er de seneste måneder forblevet moderat. I København er kreditvæksten endnu også moderat, men erfaringer viser, at høje boligprisstigninger kan føre til øget udlånsvækst med en vis forsinkelse. Samtidig er boligbyrden i København på et højt niveau, og kapitalgevinster indgår i stigende grad i førstegangskøberes boligovervejelser. Det understreger vigtigheden af at holde fast i de sunde kreditprincipper i bankerne, som understøttes af låneregler, der sikrer et hensigtsmæssigt forhold mellem gældsætning og indkomst. Rådet følger udviklingen på boligmarkedet med skærpet opmærksomhed, og har desuden noteret sig de seneste politiske forslag til at gøre boligmarkedet mere tilgængeligt. Rådet afventer forslagenes konkrete detaljer, men drøftede på sit møde, at kraftigt stigende boligpriser bedst adresseres ved at øge udbuddet eller reducere efterspørgslen. Det er uhensigtsmæssigt at øge efterspørgslen ved at lempe lånereglerne for nogle eller alle.
Rådet vurderer på baggrund af det aktuelle risikobillede, at den kontracykliske kapitalbuffer i Danmark bør fastholdes på 2,5 pct. Rådet vurderer hvert kvartal det passende niveau for den kontracykliske kapitalbuffer. Rådet er parat til at henstille om en reduktion af buffersatsen med øjeblikkelig virkning, hvis der opstår stress i det finansielle system med risiko for en hård opstramning af kreditgivningen til husholdninger og virksomheder.
Rådet blev orienteret om de operationelle risici, som den finansielle sektor står overfor. Cyberangreb og andre hybride virkemidler, ny teknologi samt afhængighed af eksterne leverandører gør trusselsbilledet mod Danmark stadig mere komplekst. I særligt alvorlige situationer kan operationelle hændelser true den finansielle stabilitet. Robustheden i den finansielle sektor er generelt høj, men udviklingen i trusselsbilledet kræver løbende tilpasninger. Derfor kræves der en fortsat indsats for at styrke robustheden og minimere konsekvenserne af nedbrud i kritisk infrastruktur eller hos centrale finansielle virksomheder. Rådet blev blandt andet præsenteret for arbejdet med anbefalinger til at styrke beredskabet – så borgere og virksomheder fortsat kan gennemføre betalinger og overføre penge – selv i en situation, hvor centrale systemer eller data i den finansielle sektor ikke er tilgængelige.
Rådet blev orienteret om det aktuelle risikobillede for klimarelaterede risici og reguleringen af disse. Dansk økonomi og den finansielle sektor er godt stillet til at håndtere den grønne omstilling. Selv hvis omstillingen kræver markant højere afgifter på drivhusgasser, end hvad der er planlagt, vil det ikke medføre betydelige udfordringer for økonomien. Bankerne står over for ny EU-regulering om bæredygtighed, men samtidig er der fokus på at forenkle rapporteringskrav for at styrke den europæiske konkurrenceevne.




