Det er ikke til at tage fejl af, hvad ledelsen for OK amba anvender af sellingpoints for at tiltrække nye kunder. På selskabets hjemmeside er nuværende kunder citeret for, hvad de synes er vigtigt i deres samarbejde med OK: ”Man får jo nogle penge en gang om året, så det er jo aldrig at kimse ad”, udtaler René Heimsohn, direktør hos Ullerslev Budcentral.
Budskabet om kontante fordele har tilsyneladende været et godt trækplaster, og i dag er andelsejede OK ikke nogen helt lille biks. Selskabet har 730 tankstationer over hele landet, og det sælger også fyringsolie, diesel, smøreolie, naturgas, el og varmepumper. Og så har koncernen også ejerskab af en stribe selvstændige virksomheder, som klarer sig godt.
Vokseværket ligger i naturlig forlængelse af, at OK tjener rigtig mange penge, knap en milliard årligt efter skat, men der udbetales kun knap 150 mio. kr. til andelshaverne. Den bogførte egenkapital stiger med i gennemsnit 600-700 mio. kr. årligt, og investeringerne har typisk ligget på 600-700 mio. kr. årligt med et højdepunkt sidste år på 1,1 mia.kr.
I regnskabet skriver ledelsen, at ”OK har de seneste år bevæget sig fra leverandør af flydende olieprodukter til også at være en vigtig spiller som leverandør af el til bolig og erhverv, varmepumper samt opladningsløsninger til e-mobilitet. Omstillingen af energiforsyningen er i gang, og OK vil drive en omstilling, som går hånd i hånd med selskabets vigtige rolle i samfundet som forsyningsselskab.”
Videre hedder det, at ”det skal være nemmere for danskerne at træffe grønne valg. OK vil sætte et stort fokus på at tilbyde grønne, attraktive løsninger, som er tilgængelige for alle. Det er et mål, der kræver markante investeringer i nye markeder og i udviklingen af grønne produkter, hvilket vil præge selskabet de kommende år.”
Om 2024 oplyses det, at ”OK-koncernen investerer kraftigt i de nye forretningsområder i 2024, primært i ladeløsninger til elbiler i hele Danmark på OK anlæg samt understøttende it-investeringer målrettet kunderne på web og app. Der vil stadig være investeringer, som sikrer vedligeholdelse af eksisterende tankanlæg, så kunderne møder den velkendte OK kvalitet. Investeringerne for året forventes at ligge væsentligt over de seneste år, drevet af netop den omstilling, og vil forventeligt ligge i området af 750-850 mio. kr.”
Det bemærkelsesværdige ved OK’s regnskab er, at energiselskabet tilsyneladende har været dygtige til at investere i beslægtede forretninger og virksomheder. Selve moderselskabet gav sidste år et overskud 656 mio. kr., mens tilknyttede virksomheder gav et overskud på 348 mio. kr. Aktiviteter indenfor vand- og energimåling gav et overskud på 238 mio. kr. Større datterselskaber er Kamstrup, Energidata og OK Energiteknik.
Kamstrup, som arbejder globalt med måling af vand og energi, leverede i købsåret 2020 en omsætning på 2,3 mia. kr. og et overskud på 167 mio. kr. Sidste år var virksomheden vokset til 3,6 mia. kr. i salg og 514 mio. kr. i overskud. Ved en børsnotering ville selskabet være mindst 7-8 mia. kr. værd, og det kunne være et sikkerhedsnet under OK, hvis Coop eksperimentet ikke bliver en succes.
Kamstrups ledelse skriver om 2024 (frit oversat), at der overvejes opkøb: ”i overensstemmelse med vores strategi frem mod 2028 forpligter Kamstrup sig til vedvarende organiske investeringer i innovative produkter og tjenester. I 2024 vil vi også intensivere vores fokus på partnerskaber og direkte/indirekte investeringer i virksomheder, der passer ind i vores ambitioner. Kamstrup vil nøje overveje at vurdere uorganiske muligheder, der kan være med til at gavne vores kerneforretning og kundefokus.”
Grundlæggende emmer OK af godt købmandskab, og det er det, som nu skal rulles ind over Coop, også selvom det seneste regnskab fra Coop viser, at man er godt på vej. CEO for OK gennem de seneste to år er Michael Løve, og han er en vigtig del af historien. Han har en mangeårig baggrund fra Coop og senest som chef for Salling Groups Netto kæde i 2017 til 2022, så han har hentet tung detailhandelserfaring fra de bedste.
Den ejermæssige og ledelsesmæssige kobling til Coop består i dag (før opkøbet) af, at Coop ejer 20 pct. af OK, og den ejerandel må OK forventes at købe tilbage på et eller andet tidspunkt, da krydsejerskabet ikke giver megen mening. Samtidig vil det betyde, at Coop ikke længere vil have krav på to bestyrelsesposter i OK, som i dag. Her sidder som Coops folk i OK’s bestyrelse afgående CEO Kræn Østergaard Nielsen og Coops bestyrelsesmedlem og tidligere formand, Lasse Bolander. Set gennem governancebriller ville det være opsigtsvækkende, hvis de fortsætter i OK’s bestyrelse.
Morten W. Langer
Læs også de andre artikler i denne uges tema om Coop: