Hempel og Nykredit vinder Økonomisk Ugebrevs Klima Rating for store unoterede selskaber 2023, begge med 11 point af 13 mulige. Generelt klarer de unoterede selskaber sig dårligt med en gennemsnitsscore lidt over 4 – til sammenligning er snittet for C25 knap 7 point. Fem af de store unoterede selskaber, herunder ECCO og Lars Larsen Group, kommer slet ikke på tavlen og ender med en samlet score på nul point. Den ringe pointhøst skyldtes i mange tilfælde mangelfuld klimarapportering, skriver Claus Strue Frederiksen i denne gennemgang af årets Klima Rating for store danske unoterede selskaber.
Førstepladsen i Økonomisk Ugebrevs Klima Rating for store danske unoterede selskaber indtages i 2023 af Hempel og Nykredit. Begge selskaber er kendetegnet ved ikke blot at tale om klima, men også levere betydelige resultater. Eksempelvis har malingproducenten Hempel det seneste år reduceret sit samlede scope 1, 2 og 3 klimaaftryk med 15 pct. – og siden 2017 er CO2-aftrykket fra egne operationer, det vil sige scope 1 og 2, reduceret med over 50 pct. En udførlig beskrivelse af målepunkter for ØU Klima Rating findes her.
Katarina Lindstroem, Executive Vice President og Chief Operating Officer i Hempel, oplyser til Økonomisk Ugebrev, at selskabet i 2022 fik godkendt sine klimamål af Science Based Targets initiative og derved har forpligtet sig til at agere i overensstemmelse med 1,5-graders Parismålet: ”Det øgede fokus har resulteret i en række initiativer, og vi har blandt andet opsat solceller på flere af vores fabrikker, indkøbt strøm fra vedvarende energikilder i forbindelse med produktionen samt bundet en del af vores lån op på målsætninger inden for bæredygtighed.”
Ifølge Katarina Lindstroem har den største udfordring været at nedbringe klimaaftrykket fra leverandørerne til malingproduktion, som udgør 60 pct. af Hempels samlede klimaaftryk: ”For mere end to år siden iværksatte vi en screeningsproces af vores leverandører – kategori for kategori – og begyndte med de mest kulstofintensive. I 2023 har fokus været på bindemidler og logistik. Gennem dette arbejde opnår begge parter en bedre forståelse for de udfordringer og muligheder, der måtte være for nye processer eller alternative råvarer.”
Hempels samarbejde med leverandører om at finde klimaløsninger vil ifølge Katarina Lindstroem fortsætte de kommende år. CO2-aftrykket fra værdikæden vurderes nemlig også fremadrettet at være den vanskeligste post at nedbringe i klimaregnskabet.
Den anden førstepladsindehaver, Nykredit, har det seneste år reduceret sit samlede scope 1, 2 og 3 aftryk med 14 pct., og siden 2017 har finanskoncernen nedbragt sit scope 1 og 2 aftryk med over 90 pct.
I bunden af listen ligger Circle K, Coop, Danish Agro, Ecco og Lars Larsen Group – alle med nul point ud af tretten mulige. De fem virksomheders rapporteringspraksis på klimaområdet er så mangelfuld, at det er umuligt at vurdere, hvorvidt deres arbejde med klima og grøn omstilling har båret frugt eller ej.
I en kommentar til Økonomisk Ugebrev anerkender Jonas Engberg, klimachef i Coop, at detailgigantens klimarapportering kunne være bedre. Han oplyser samtidig, at Coop fremadrettet vil være mere transparente omkring selskabets klimapåvirkning – mere om de unoterede selskabers mangelfulde klimarapportering samt respons fra Coop, Falck og Lars Larsen Group findes her.
Gennemsnittet for de store unoterede selskaber er 4,3 point. Derved klarer de unoterede selskaber sig markant dårligere end de børsnoterede selskaber i C25, der i gennemsnit opnår 6,9 point (C25 Klima Rating 2023 findes her). Et af de store problemer for unoterede selskaber er deres mangelfulde rapporteringspraksis – under halvdelen rapporterer tilstrækkeligt fyldestgørende omkring deres scope 1, 2 og 3 aftryk til at opnå maksimumpoint i målepunkt 5, der omhandler klimarapportering. Til sammenligning opnår 75 pct. af C25 maksimumpoint i målepunkt 5. Også når det gælder integration af klimakomponenter i topchefbonus er C25 klart i front. Hvor halvdelen af de store børsnoterede selskaber har klimakomponenter i topchefbonus og derved opnår point i målepunkt 6, er det blandt de unoterede kun Falck, der klart og tydeligt har meldt ud, at topledelsens bonus er knyttet op på konkrete klimamål.
Claus Strue Frederiksen
Læs også ugens anden artikel i dette tema:
Store unoterede selskaber fejler totalt på klimarapportering
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.