Fra Danmarks Statistik:
Nationalregnskab 1. kvt. 2025
Bruttonationalproduktet (BNP) faldt med 0,5 pct. i første kvartal 2025, når der korrigeres for prisudvikling og sæsonbevægelser. Faldet i første kvartal skyldes især tilbagegang i medicinalindustrien. Når der ses bort fra medicinalindustrien gik den samlede økonomi dog frem med 1,0 pct. målt ved bruttoværditilvæksten (BVT). Medicinalindustriens BVT faldt med 17,3 pct., mens BVT for den samlede økonomi faldt med 0,6 pct. På trods af tilbagegang i første kvartal 2025 er BNP det seneste år vokset med 3,6 pct. Næsten halvdelen af det seneste års fremgang kan tilskrives medicinalindustrien. Læs mere om usikkerhed ved denne opgørelse under afsnittet Særlige forhold ved denne offentliggørelse .
Fald i eksport og import
Den samlede eksport faldt i første kvartal med 3,0 pct. Faldet skyldes et fald i eksporten af varer, som i første kvartal faldt med 5,1 pct., mens eksporten af tjenester i perioden steg med 0,4 pct. Faldet i vareeksport i første kvartal skal ses i lyset af det store fald i medicinalindustriens produktion. I første kvartal faldt importen med 0,3 pct. Faldet er drevet af både importen af varer og import af tjenester med fald på hhv. 0,2 og 0,4 pct.
Fald i investeringer
I første kvartal faldt de faste bruttoinvesteringer med 6,3 pct. i forhold til fjerde kvartal 2024. Faldet er mest markant for intellektuelle rettigheder, der falder med 21,8 pct. Dette kraftige fald skyldes, at niveaet for fjerde kvartal 2024 var meget højt grundet patentkøb i udlandet. Maskiner og transportmidler falder derudover med 1,9 pct., hvilket er drevet af store investeringer i fly i fjerde kvartal 2024. Investeringer i maskiner trækker i den modsatte retning med en stigning på 5,0 pct. i første kvartal 2025.
Husholdningernes forbrug med lille stigning
Husholdningernes forbrug steg med 0,2 pct. i årets første kvartal. Denne stigning trækkes især af køb af varer eksklusiv køretøjer med en stigning på 0,7 pct. Køb af køretøjer trækker derimod i den modsatte retning med et fald på 2,0 pct.
Danmarks nationalregnskab
Første offentliggørelse af nationalregnskabet for første kvartal 2025
Dette er den første offentliggørelse af nationalregnskabet for første kvartal 2025. Der er ikke foretaget revisioner i de ikke-sæsonkorrigerede tal før 2025. De nye tal for første kvartal 2025 kan dog give ny information til vurderingen af sæsonmønstret og vil normalt føre til mindre revisioner i de sæsonkorrigerede tal, som revideres tilbage til 2021. Den seneste offentliggørelse af nationalregnskabet er Nationalregnskab 4. kvt. 2024, revideret Læs mere om revisioner i BNP-væksten i notatet Revisioner af det kvartalsvise nationalregnskab (pdf) .
Ved næste offentliggørelse af nationalregnskabet, der udkommer 30. juni 2025, opdateres nationalregnskabet også for perioden 2021 til 2024. Frem til fjerde kvartal 2024 vil der blive foretaget en opdatering af kvartalvise kilder og en matematisk udglatning (årsopregning) af de kvartalsvise serier, så de er i overensstemmelse med de nye årstal, der også offentliggøres 30. juni 2025. For særligt Betalingsbalancen og Offentlige finanser indarbejdes der nye niveauer for kvartalstallene før 2025, svarende til de tal, der offentliggøres i disse statistikker i juni. Dette kan påvirke væksten fra fjerde kvartal 2024 til første kvartal 2025. Første kvartal 2025 vil derudover blive genberegnet med opdaterede kilder.
I statistikdokumentationen om Nationalregnskab kan findes en mere detaljeret kildeoversigt. Desuden kan ændringer i væksten fra version til version findes i versionstabellen for forsyningsbalancen .
Tal for medicinalindustrien i dansk økonomi
Kvartalsvise nationalregnskabstal for medicinalindustrien samt for dansk økonomi ekskl. medicinalindustrien kan findes her: Medicinalindustrien i dansk økonomi .
Tallene er et særudtræk og særberegning pba. det kvartalsvise nationalregnskab. Tallene er derfor behæftet med større usikkerhed end i det offentliggjorte nationalregnskab såsom tallene i denne Nyt.
Større usikkerhed i opgørelsen af beskæftigelse mv.
Denne første foreløbige opgørelse af beskæftigelse, præsterede timer og løn for første kvartal er baseret på et datagrundlag, hvor kvartalets to første måneder er baseret på en foreløbig intern beregning af Arbejdstidsregnskabet , mens kvartalets sidste måned er en fremskrivning foretaget i forbindelse med sæsonkorrektionen (X13-ARIMA-SEATS). Udviklingen i nationalregnskabets beskæftigelse, præsterede timer og løn følger som hovedregel udviklingen i Arbejdstidsregnskabet for de ikke-sæsonkorrigerede tal.
Ved den reviderede offentliggørelse af Nationalregnskabet den 30. juni er opgørelsen af beskæftigelse, præsterede timer og løn baseret på det til den tid offentliggjorte Arbejdstidsregnskab.
Usikkerhed i opgørelsen af Firmaernes køb og salg
Ved den første beregning af et nyt kvartal anvendes en foreløbig, intern version af Firmaernes køb og salg , hvor der er relativt mange imputeringer for køb og salg. Dette skyldes, at der kun indberettes moms kvartalsvist eller halvårligt for en betydelig andel af virksomhederne. Af den grund er denne udgivelse behæftet med større usikkerhed for bl.a. serviceerhverv samt bygge og anlæg. Ved udgivelsen af Nationalregnskab 1. kvt. 2024 revideret, der offentliggøres 30. juni 2025, vil der blive anvendt en version af Firmaernes køb og salg, hvor langt de fleste imputeringer for halvårs- og kvartalsindberetterne er erstattet af faktiske indberetninger.
Øget usikkerhed i sæsonkorrektionen
Der må forventes øget usikkerhed på sæsonkorrektionen i forbindelse med COVID-19, høj inflation og andre betydelige begivenheder, der har givet usædvanligt store udsving i økonomien på kort sigt. Det skyldes bl.a., at beregningerne af de seneste sæsonkorrigerede værdier for de enkelte detaljerede serier delvist er baseret på fremskrivninger af den observerede serie, og derfor vil pludselige ændringer i seriens forløb (outliere) fører til en øget usikkerhed. Detekteringen af outliere vurderes også at være ekstra følsom for perioden i forbindelse med COVID-19 m.m. Outliere detekteres og behandles primært automatisk i standardanvendelse af sæsonkorrektionsprogrammet JDemetra+ med X13-ARIMA-SEATS-metoden. Den øgede usikkerhed i sæsonkorrektionen betyder også, at man i højere grad skal være påpasselig med fortolkningen af den sæsonkorrigerede prisudvikling på kvartaler. Dette hænger sammen med, at tallene sæsonkorrigeres i hhv. løbende priser og kædede værdier, hvorefter prisindekset beregnes som forholdet mellem disse.
Nyt fra Danmarks Statistik
Hent som PDF Næste udgivelse: 30. juni 2025
Kontakt
Kilder og metode
Det kvartalsvise nationalregnskab udarbejdes på grundlag af stort set al konjunkturstatistik, der beskriver delområder inden for økonomi og beskæftigelse. Ved at kombinere disse statistikker med national-regnskabssystemets begrebsapparat bliver det muligt at afstemme de forskellige oplysninger til et samlet billede. Læs mere i statistikdokumentationen . Læs også en uddybende dokumentation af kilder og metoder på www.dst.dk/nationlregnskab .
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.