Uddrag fra ING, bearbejdet til dansk:
AfD har vundet Mecklenburg-Vorpommern, og Die Linke har vundet Berlin. Ingen af valgene var en folkeafstemning om Friedrich Merz’ reformdagsorden – men begge gør det vanskeligere at gennemføre den.
En sejr til det højrepopulistiske parti i den ene delstat og en sejr til et venstrepopulistisk parti i den anden delstat vil gøre det mere udfordrende for kansler Merz at gennemføre sin reformdagsorden.
To regionale valg, to vindere fra hver sin ende af det politiske spektrum og én føderal regering i Berlin, som ser svagere ud i aften, end den gjorde i morges. I Mecklenburg-Vorpommern er AfD blevet det største parti for første gang. I Berlin har Die Linke vundet et valg i en bystat for første gang nogensinde. Kansleren følte sig nødsaget til at udtale sig få minutter efter exitpollerne, hvilket fortæller det meste af det, man behøver at vide.
Mecklenburg-Vorpommern: en snæver sejr med en lang skygge
I Mecklenburg-Vorpommern ligger AfD snævert foran SPD med omkring 37 pct. mod 35 pct. Manuela Schwesigs SPD havde mindsket afstanden i de seneste uger, men ikke helt nok. Kl. 19.30 centraleuropæisk tid stod CDU til 5,3 pct. og risikerer stadig helt at ryge under spærregrænsen, hvilket ville være en politisk katastrofe for partiet. Die Linke fik 7,5 pct., lige foran De Grønne med 5,5 pct. Og hvis du skulle undre dig: FDP sidder fortsat fast i et politisk ingenmandsland med omkring 1 pct. og er endnu engang ude af et delstatsparlament.
Berlin: Boliger vinder valg
I Berlin vandt Die Linke for første gang nogensinde med omkring 25 pct. og fordoblede dermed sit resultat fra 2023. Det regerende CDU blev nummer to med 20 pct., De Grønne fik 15 pct. og SPD 12 pct. AfD fik omkring 14 pct. Tilsammen er de tre venstrefløjspartier på vej mod et flertal, hvilket åbner døren for Berlins første regerende overborgmester fra Die Linke. Under valgkampen holdt SPD og De Grønne dog en klar afstand og understregede, at de ikke var villige til at gå med på Die Linkes centrale forslag om at “socialisere” de store boligselskaber. På et personligt plan: Som en, der er født i Vestberlin, husker jeg, at Die Linke står i den lange arvefølge fra SED, Østtysklands regerende parti.
AfD’s fremgang fortsætter
AfD er nu det største parti i tre delstater: Thüringen, Sachsen-Anhalt og nu Mecklenburg-Vorpommern. I de to øvrige østlige delstater blev partiet en stærk nummer to ved de seneste valg. Men AfD handler om mere end proteststemmer i Østtyskland. Siden forbundsdagsvalget i februar sidste år er det vokset til at blive det største parti i Tyskland i de nationale meningsmålinger, konsekvent tæt på 30 pct.
Koalitionsregnestykket
I begge delstater bliver det en udfordring at danne en stabil regering. I Mecklenburg-Vorpommern ser det i øjeblikket ud til, at SPD vil forsøge at lede den næste regering, men partiet vil have brug for to koalitionspartnere. AfD vil også forsøge at danne en regering. I Berlin kan Die Linke i teorien lede en koalition med SPD og De Grønne, hvis partiet kan leve uden ekspropriation af store udlejere, som ingen af de to potentielle partnere har været villige til at støtte.
Konsekvenser for forbundsregeringen
Dette er den regionale historie. Den føderale betyder mere. Aftenens resultater afspejler tydeligt den lave popularitet for hele forbundsregeringen og især for kansler Friedrich Merz. Hvor eksplosiv situationen er blevet, blev illustreret af Merz selv, som holdt en kort tale, da valgstederne var lukket, og de første exitpolls var offentliggjort. Det er uden fortilfælde: Kommentarer fra nationale regeringsrepræsentanter til resultater af delstatsvalg kommer normalt senere på aftenen, hvis de overhovedet kommer. Merz understregede behovet for at gennemføre de annoncerede reformer. Læs optrædenen for, hvad den var: et forsøg på at kvæle spekulationerne om hans mulige tilbagetræden, som er taget til i de seneste uger.
Disse valg var ikke en folkeafstemning om strukturelle reformer. Især i Berlin var resultatet sandsynligvis først og fremmest drevet af manglen på boliger til overkommelige priser, med tydelige paralleller til sidste års borgmestervalg i New York. Men valgene afspejler forbundsregeringens position, og de vil skabe nye spændinger. CDU står over for en mere intens intern debat om, hvordan partiet skal håndtere AfD, mens det indholdsmæssigt vil fortsætte med reformerne vel vidende, at det kun vil genvinde popularitet, hvis økonomien får momentum. SPD kan i mellemtiden blive fristet til at genåbne reformpakken – især når det gælder pensioner – i håb om at vinde vælgere tilbage ved at bevæge sig mod venstre.
Alt i alt endnu en påmindelse om et stadig mere fragmenteret politisk landskab: en sejr til et højrepopulistisk parti i den ene delstat, en sejr til et venstrepopulistisk parti i den anden. År med økonomisk stagnation var med til at skabe denne fragmentering. Nu vil fragmenteringen gøre det vanskeligere at slippe ud af stagnationen.
