Vestas’ topchef Henrik Andersen satser med prisforhøjelser. Det kan koste på salget, så omsætningsvæksten de næste år kan komme i fare. Markedet er stadig til dels ”irrationelt”, og kvaliteten af Vestas’ og konkurrenternes vindmøller er problematisk, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
At Vestas er kommet igennem med prisstigninger blev noteret som en god nyhed, da CEO Henrik Andersen i midten af august fremlagde halvårstal. Men er priserne kommet for højt op? Ganske vist har den vigtige rival Siemens Gamesa forholdsmæssigt sat priserne endnu mere op, men den spansk-tyske producent ligger stadig på et lidt lavere prisniveau end Vestas. Prisforhøjelserne ser allerede ud til at sætte sig negativt i ordreindgangen. Både Siemens Gamesa og den mindre tyske producent Nordex opnåede i kvartalet en solid fremgang i ordreindgangen, mens Vestas har fået væsentligt færre nye ordrer.
Det kan være midlertidigt. De store ordrer på vindmøller kommer ofte i klumper. Men Vestas er under alle omstændigheder bagefter. Selv nogle af de mest trofaste Vestas-fans, Sydbanks analytikere, noterer, at ”uanset hvad, skal ordreindgangen gevaldigt op i tempo for at indfri vores forventning om en omsætningsfremgang i 2023.” Grundlæggende har Vestas og rivalerne kunnet sætte priserne op i et tempo, der mere end holder trit med den generelle inflation. Og faktisk er stålprisen, som er vigtig for disse producenter, for nedadgående, mens et højt prisniveau for logistik og transport stadig trækker op.
Vindmølleproducenterne har formentlig i en periode solgt for billigt for at skabe sig gode markedspositioner – ikke mindst forud for det forventede boom i salget af offshore-møller. Det problem er måske ved at blive løst. Salget af vindmøller giver også grundlag for en opgang i de serviceindtægter, der bliver stadigt vigtigere for producenterne. Men konkurrence og kvalitetsproblemer gør ondt. Vestas styrer i år mod det første underskud i adskillige år, og virksomhedens europæiske rivaler varsler endnu større underskud for 2022. Man kan se Vestas’ prisforhøjelser som et forsøg på at skabe et – set fra udbydernes side – mere rationelt marked. Den største spiller, Vestas, går foran med prisforhøjelserne, og de øvrige følger mere eller mindre tøvende med, mens de holder et skarpt øje med, hvordan kunderne reagerer.
Vestas’ problemer bunder dog langt fra kun i prispolitikken. Overskudsgraden (EBIT-marginen) har været uafbrudt for nedadgående siden 2017. Det skyldes især, at Vestas, ligesom sine konkurrenter, har haft væsentlige problemer med kvaliteten i de stadigt større og mere komplicerede anlæg, som branchen sælger. Den såkaldte Lost Production Factor, der udtrykker den produktion, som Vestas-møller har tabt på grund af problemer, er siden 2017-18 steget fra cirka 2 procent til cirka 3 procent.
Samtidig har Vestas nu – år for år – måttet konstatere stigende hensættelser til opfyldelse af garantien på møllerne. Warranty provisions er steget løbende fra 1,6 procent i 2018 i til 4,4 procent i 2021. Isoleret set har andet kvartal 2022 bragt en positiv nyhed, idet warranty provisions er faldet til 3,7 procent mod 7,8 procent i første kvartal – men set over hele første halvår har warranty provisions i 2022 været på 5,5 procent og har dermed skåret cirka 5 mia. kr. af indtjeningen.
Halvårsmeddelelsen viste, at Vestas har sat priserne op med over en femtedel i løbet af et år. Det blev umiddelbart set som et godt signal, selvom ordrerne ikke er fulgt med. Sammen med de nye politiske initiativer, der yderligere skal fremme investeringer i grøn energi, ser en del investorer et signal om, at Vestas måske er ved at være igennem perioden med tilbagegang.
Det er i særdeleshed nødvendigt med nye ordrer på offshore-møller, som stadig kun er en beskeden del af Vestas’ samlede forretning. I andet kvartal 2022 hentede Vestas nye offshore-ordrer for 30 mio. euro, mens Siemens Gamesa, der er markedsleder på dette område, hentede for 2094 mio. euro.
Morten A. Sørensen
Morten A. Sørensen har aktier i Vestas’ konkurrenter Nordex samt i Siemens Energy, der kontrollerer Siemens Gamesa.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.