Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Zealand Pharma
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 331,00
Zealand Pharma har i denne uge lagt modstandslinjen ved kurs 306 bag sig. Vi skal tilbage til starten af juni for at finde en højere kurs, og det er nærliggende at sætte kurstoppen i 347 midt i maj som næste mål.
GreenMobility
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 73,40
GreenMobility annoncerede i mandags et strategisk samarbejde med WeRide, som skal bringe de første førerløse biler til Danmark. Investorerne reagerede med en kursstigning på 8,5 pct., men vi nøjes indtil videre med at sige Hold. Trods kursstigningen ligger GreenMobility stadig indenfor rammerne af den faldende kurskanal, som startede i begyndelsen af maj.
Novo Nordisk
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 305,10
Novo Nordisks halvårsregnskab udløste et kursfald på 5 pct., og det var i sig selv et negativt signal. Men faldet sendte også kursen ned gennem bunden i en stigende kurskanal og ned under støttelinjen ved kurs 300. Nu testes denne støttelinje, og udfaldet af den test bliver et afgørende signal om, hvorvidt investorerne stadig har tillid til aktien. Læs mere i artiklen om Novo Nordisk i dette nummer.
Bang & Olufsen
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 9,91
B&O har gennem længere tid vist positive tekniske signaler i form af stigende kursbunde. I denne uge brød kursen modstanden ved kurs 9,40, og dermed er de underliggende positive tendenser bekræftet.
Boozt
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 108,30
Boozt har været en af børsens helt store succeshistorier med en kursstigning fra slutningen af marts til slutningen af juli på 92 pct. Men festen slutter på et tidspunkt, og faldet fra toppen i 114 er sket under den næsthøjeste omsætning i to måneder.
Royal Unibrew
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 482,20
Royal Unibrew og konkurrenten Carlsberg er begge stigende, men Royal Unibrew rammer nu modstandslinjen ved kurs 490. Det er ikke nødvendigvis en stopklods på tilbagevejen op mod kurs 625 fra slutningen af februar. Et brud på denne modstand vil være et positivt signal, som kan sende kursen hurtigt opad.
Rockwool
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 232,20
Rockwool er steget lodret fra kurs 190, og det skyldes bl.a. en positiv reaktion på konkurrenten Saint Gobains regnskab. Investorerne forventer tydeligvis noget tilsvarende fra Rockwool. Fredag brød kursen op gennem loftet i kursintervallet 200-224, og det er selvfølgelig et positivt signal. Men efter syv dage i træk med kursstigninger – og stigning 10 af de seneste 11 dage – bør det kortsigtede potentiale være beskedent.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.









