Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Pandora
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 1181,00
Pandora slap i løbet af ugen for et milliardkrav, da Sø- og Handelsretten afviste et krav fra en tidligere medejer. Samtidig er kursen på vej forbi modstandslinjen 1170, som to gange tidligere har standset en stigning.
Carlsberg
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 792,00
Carlsberg blev i tirsdags betegnet som betydeligt undervurderet af Bank of America, som satte kursmålet 1100. Den forsigtige investor afventer en stigning forbi modstandslinjen ved 800, men der strømmer i øjeblikket kapital ind i aktien, så den spekulative investor kan overveje et køb.
Lundbeck
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 47,92
Lundbeck fortsætter sin kursstigning, og aktien er brudt op gennem loftet i en stigende kurskanal. Det er positivt, men på kort sigt vil det udløse en korrektion nedad. Den kan benyttes som en købsmulighed.
Zealand Pharma
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 886,50
Zealand Pharma har forsøgt at komme forbi den psykologiske modstand ved kurs 1000 siden starten af juli. Men uden held. En stigning forbi den grænse vil udløse en købsanbefaling.
NKT
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 642,00
NKT er brudt op gennem loftet i kursintervallet 560-625, men det har ikke udløst den forventede stigning. Markedets kapitalbinding i aktien er imidlertid stigende, så vi forventer en snarlig kursstigning.
Sparekassen Sjælland-Fyn
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 214,50
Sparekassen Sjælland-Fyn har været låst fast i kursintervallet 210-225 siden april, og den spekulative investor kan lige nu satse på en 5 pct. stigning fra bunden af intervallet. Den forsigtige investor afventer en stigning forbi kurs 225 før et køb.
Royal Unibrew
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 560,00
Royal Unibrew har trukket sig over på den rigtige side af støttelinjen ved kurs 515, og kursen har samtidig forladt en faldende kurskanal. Der kan spekuleres i en fortsat stigning op mod kurstoppen i 589 fra midten af juni.
Solar
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 334,50
Solar er en interessant joker, hvor en stigende styrke i aktien endnu ikke har udløst en kursstigning. Efter et langt kursfald har Solar leveret to kursbunde på samme niveau omkring kurs 310, og det ligner vendepunktet for en faldende aktie.
Novonesis
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 468,00
Novonesis ”stigende trekant” (flad top, men stigende kursbunde) endte med en stigning, og markedets kapitalbinding i aktien er markant stigende. Vi forventer fortsat kursstigning efter en kort korrektion nedad.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.