Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Per Aarsleff
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 406,50
Per Aarsleffs kvartalsregnskab i slutningen af august havde på kort sigt en negativ effekt på selskabets aktiekurs, men i denne uge har investorerne tilsyneladende skiftet mening. Kursen har brudt modstanden ved 405 og er dermed på vej mod en All-Time-High kurs.
Novo Nordisk
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 850,00
Novo Nordisks meddelelse fredag eftermiddag om vægttabsmidlet Monlunabant resulterede i et kursfald på 5 pct. Det forstærkede den kursmæssige nedtur, som Novo har været på siden juni.
Zealand Pharma
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 889,50
Zealand Pharmas tillid hos investorerne er vokset i denne uge, hvor ændringen i analytikerestimaterne for selskabets indtjening de næste tolv måneder er steget fra 1,1 pct. til 3,4 pct. Den forsigtige investor afventer dog en stigning forbi kurs 960, før et køb overvejes.
NKT
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 662,50
NKT var lige en tur nede under støttelinjen ved kurs 630 for at teste gennembruddet fra august, men testen faldt succesfuldt ud, og i denne uge passerede NKT modstandslinjen ved kurs 654.
GN Store Nord
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 159,65
GN Store Nord standsede i første omgang kursfaldet ved støttelinjen i kurs 152, men det er bekymrende, at aktien nu er børsens mest shortede aktie. Shorthandlerne har ikke altid ret, men deres investeringer bør altid tages alvorligt.
HusCompagniet
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 65,00
HusCompagniets fald efter den stejle stigning til kurstoppen i 67,8 var forventet. Efter korrektionen tog HusCompagniet torsdag et solidt skridt opad igen, og vi forventer stigningen fortsætter.
H+H International
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 93,50
H+H International har været en faldende aktie siden starten af juni, men måske nærmer nedturen sig slutningen. Stigningen i torsdags var usædvanligt kraftig, men kursen faldt igen fredag. Vi vil gerne se kursen nærme sig 100, før vi tør sige Køb.
Carlsberg
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 773,00
Carlsberg arbejder sig stadig opad, men nu tester kursen modstandslinjen ved 795. Vi tror den passeres, men den forsigtige investor afventer en stigning forbi den seneste kurstop i 802 før et køb.
cBrain
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 205,00
cBrain har været på en alvorlig nedtur siden kursen toppede i 382 tilbage i marts. Det er endnu for tidligt at sige, at bunden er nået, men den seneste tids stigning er sket under en pæn omsætning, så hold øje med cBrain.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.