Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
A.P. Møller-Mærsk
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 11840,00
APM satte i starten af november en kurstop i 11510, og den forventede efterfølgende korrektion har været bemærkelsesværdigt beskeden. Det bør også noteres, at investorernes kapitalbinding i aktien for første gang siden slutningen af maj ikke længere er faldende.
Schouw
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 570,00
Schouw steg 2,6 pct. i tirsdag i et marked, som faldt 2,1 pct. Det skyldtes børsmeddelelsen om en mulig børsnotering af koncernens største selskab, BioMar. Kursen faldt hurtigt igen, da børsnoteringen stadig er på et meget indledende stadie. Men investorerne reagerer fremadrettet, så Schouw bør herefter følges med ekstra opmærksomhed.
GN Store Nord
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 135,40
GN Store Nord faldt 6,6 pct. på to dage efter at have ramt loftet i en faldende kurskanal. Det burde principielt udløse en salgsanbefaling, men vi noterer, at aktiens handelsvolumen på disse to dage var væsentligt mindre end på de tre foregående dage, som sendte kursen op med 8,6 pct.
Lundbeck
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 44,72
Lundbecks 3. kvartalsregnskab blev modtaget positivt af investorerne, som sendte kursen 5,1 pct. op. Det skete under en ganske pæn handelsvolumen, så loftet i kursintervallet 43,0-48,5 er på kort sigt et realistisk mål. Den positive bedømmelse af regnskabet giver endvidere grund til at tro på et udbrud op gennem loftet i intervallet.
Coloplast
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 901,20
Coloplasts årsregnskab gav ikke investorerne anledning til at forlade kursintervallet 865-935, som kursen har svinget indenfor siden juli. Et udbrud fra dette interval vil give et klart signal om, hvorvidt aktien bør købes eller sælges.
Gubra
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 610,00
Gubra meddelte efter børsens lukketid onsdag aften, at de havde opnået positive resultater ved udviklingen af selskabets fedmemedicin. Produktet er endnu kun i fase 1 af tre faser, så der er stadig lang vej til en blockbuster som Novo Nordisks Wegovy, men det udløste en kursstigning på 43,5 pct. Fredagens fald på 8,2 pct. var en naturlig korrektion.
NKT
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 579,00
NKT lykkedes ikke med angrebet på modstandslinjen ved kurs 660, og nu er støttelinjen ved kurs 630 brudt. Dermed er der udsigt til et fortsat fald ned mod niveauet omkring kurs 550.
Genmab
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 1450,00
Genmabs 3. kvartalsregnskab skuffede investorerne, som annullerede de foregående dages kursstigninger, og sendte Genmab ned på den laveste kurs siden april 2020. Men aktien bør holdes, indtil disse zig-zag bevægelser erstattes af et klarere signal fra investorerne.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.